Mystiske skilte dukker op på Læsø
I efteråret dukkede halmballer med et markant budskab op foran borgmesterens hus på Læsø.
Her har en gruppe lokale længe været utilfredse over, at de mener, at der er 'forsvundet' en million kroner fra kommunekassen i forbindelse med et tilskud til den private fond Læsø Fonden i 2022.
I morges vågnede borgerne på den nordjyske ø så til flere lignende budskaber, der er sat op på papskilte rundt på øen, hvilket er blevet flittigt delt i Facebook-gruppen 'Læsø i mit hjerte'.
På et skilt står der eksempelvis:
'På kommunalmøderne er ikke alt til diskussion og da slet ikke den forsvundne million'.
Det er uvist, hvem der har sat papskiltene op.