Læsø får eldrevet færge
Debatten har raset i årevis, men nu er det endeligt besluttet: Læsøs nye færge skal sejle på strøm.
- Det ligger i tiden, at vi skal have en grøn færge.
Sådan lyder det fra færgeudvalgets formand, Jess Jessen-Klixbüll om den kommende færge, som et flertal af øens politikere har truffet beslutning om.
Færgen skal være en såkaldt lukket dobbeltender. Det vil sige en færge, der ikke skal vendes i havnen, derimod vender kaptajnen blot sædet, og så er man klar til at sejle den anden vej.
Og så skal den være el-drevet med batteripakke. Passagerne skal ifølge færgeudvalget dog ikke være bange for, at færgen løber tør for strøm, for der er ud over kæmpe batterier også grønne generatoranlæg om bord.
- Det er ikke et forsøg, det er en driftsløsning, der er kendt og benyttet blandt andet på Ærø, fortæller Jess Jessen-Klixbüll.
Flere afgange og hurtigere overfartstid
Den kommende nye el-drevne færge bliver umiddelbart ikke væsentlig større end Læsøfærgen har i dag, der bliver plads til 600 passagerer og 115 personbiler. Alligevel viser beregninger, at færgen vil kunne øge kapaciteten væsentligt.
Det skyldes, at færgen gerne skulle kunne sejle mere og også hurtigere end i dag.
- Hvis vi sejler fem ture i løbet af en dag, så får vi en kapacitet, der er over 30 procent af i dag, og dermed imødegår vi de ønsker og krav, vi ser ind i, siger færgeudvalgets formand, Jess Jessen-Klixbüll.