Kort Nyt

Kommune garanterer for lån på 52,5 millioner kroner til havn

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et stort flertal på 27 af byrådets 29 medlemmer i Frederikshavn stemte ja til at bevilge Frederikshavn Havn en lånegaranti på 52,5 millioner kroner.

Det er blot to måneder siden, at Frederikshavn Havn seneste måtte bede politikerne i Frederikshavn Kommune stille garanti for et lån. Dengang sagde et enige byråd ja til at stille garanti for 85 millioner kroner, så havnen kunne betale regningerne for at få et olieterminalanlæg til Stena Oil bygget færdigt.

Det lån slog ikke til, så derfor var der endnu en ansøgning fra havnen på byrøddernes bord. Igen skal pengene bruges på olieterminalen, som er blev tre år forsinket og mange millioner dyrere end budgettet.

- Det her handler om, at vi har en ordentlig klods om benet, og vi skal gøre det færdigt, og sådan kan det gå i nogle byggesager. Det er rigtig uheldigt, men vi skal jo gøre det færdigt. Vi kan ikke bare sige, at nu giver vi ikke flere garantier, for hvad vil vi. Man kan jo ikke bare sælge det som skrot, siger Frederikshavns borgmester Birgit Stenbak Hansen (S).

Nej til flere garantier

Jens Nygaard fra Nye Borgerlige undlod at stemme, mens Jens Borup fra Venstre stemte i mod, at kommunen skal give havnen endnu en garanti.

- Jeg synes ikke, at jeg overfor skatteyderne i Frederikshavn Kommune en gang mere kan stemme ja til at give yderligere lån. Jeg ville gerne have haft nogle flere oplysninger, og det kunne jeg ikke få, siger Jens Borup.

- En havn skal drives godt og sikkert, og der kan det ikke hjælpe, at vi siger nej. Vi ejer den havn, og det er et barn, vi har med bestyrelsen. Der skal være sikker hånd på rattet, og der skal politisk beslutningskraft til at vi kommer videre. Det hjælper ikke bare at sige nej, fastslår borgmesteren.

Aftalen om at bygge det store olieterminalanlæg på havnen i Frederikshavn blev indgået i 2019 mellem Bladt Industries og Frederikshavn Havn. Ambitionen var at bygge Nordeuropas største olieterminal til skibe, og Frederikshavn Havn skulle være Stena Oils nye hovedcenter, da deres aktiviteter i Gøteborg skulle flyttes til Frederikshavn.

Fra olieterminalen i Frederikshavn skal der sejles brændstof ud til skibe, som sejler forbi Frederikshavn, så de kan tankes her. Det er ligeledes ambitionen, at olieterminalen kan være med til at tiltrække flere fartøjer til havnen, som enten skal serviceres, hente eller laste gods.

Efter flere års forsinkelse blev olieterminalen langt om længe overdraget til Stena Oil midt i november. De kan nu tage terminalen i brug, og dermed sikrer indtægter til Frederikshavn Havn. 

Techcollege Aalborg vinder byggeriets faglærerpris

Torsdag aften vandt faglærerne Christian Røhl og Ole Wiehl fra Aalborg Techcollege byggeriets faglærerpris.

Det er netop blevet offentliggjort til Building Awards på The Plant i København.

Det er de to faglæreres arbejde med en helt ny målgruppe i Techcollege-sammenhæng, nemlig de unge, der går i ottende og niende klasse, og som tager en såkaldt EUD 8/9, der gør, at de er blevet indstillet til prisen.

"Initiativet omkring EUD 8/9 er et nyudviklet initiativ, som er skabt i samspil mellem Aalborg Kommune og Techcollege, og Ole og Christian er i den grad lykkes med at skabe et alternativt skoleforløb, der kombinerer praksisfaglig skolegang og værkstedsundervisning på nye måder. Faglærer-teamet har arbejdet målrettet og haft modet til at ”gå på tværs” og sammensætte værkstedsundervisningen på helt nye måder," lyder det i de to læreres indstilling.

Skagen Festival genererer overskud trods moms

På trods af at regnskabsåret 2023/2024 er det første, hvor Skagen Festival er moms- og skattepligtig, er det lykkedes festivalen at generere et overskud på godt 80.000 kroner, skriver Skagen Festival Forening i en pressemeddelelse.

- Vi har selvfølgelig lagt budgetter og prissat efter vores nye virkelighed som moms- og skattepligtig forening og er både glade og stolte over, at vi er kommet så godt i mål, siger formand Jesper Heegaard.

Det er ikke mindst lykkedes, fordi Skagen Festival udbetaler honorarer til de musikere, der spiller på festivalen.

- Det er dog sådan, at vores største udgift, musikken, med et budget på næsten 2.000.000 udbetales som honorar, og således ikke er omfattet af momsreglerne. Med andre ord vil et regnestykke, hvor vi køber musik for 100.000 kroner og sælger billetter for 100.000 kroner give os et underskud på kr. 20.000 på grund af moms, siger formanden.

Foreningen vil bruge overskudet til at styrke Skagen Festival Forenings egenkapital, og polstre festivalen til dårligere tider.

- Vi ved, at der i Skagen er gode kræfter, der gerne vil støtte lokale initiativer og vise byen, gæster og deres ansatte, at de bakker op om store kulturelle begivenheder som Skagen Festival, siger Jesper Heegaard.

Mand anholdt i voldssag

Nordjyllands Politi har i aften været i aktion på Østerågade i Aalborg, hvor der har været en anmeldelse om gadeuroden.

Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

Det var kort før klokken 19, at politiet fik en anmeldelse om, at en person opførte sig voldeligt.

Derfor skred de til en anholdelse af manden, fordi han blandt andet havde tildelt en anden et slag i ansigtet.

Efter seks uheld: Politi advarer bilister

Nordjyllands Politi har haft særdeles travlt med uheld i Nordjylland.

Siden klokken 13 har der været intet mindre end seks glatføreuheld i politikredsen.

Det fortæller vagtchef Jesper Sørensen.

- Vi har haft uheld i både Farsø, Hirtshals, Fjerritslev og to omkring Støvring.

Der bliver saltet derude, men i øjeblikket styrtdykker temperaturen, og i nat forventes det at blive -10 grader flere i Nordjylland.

Politiet opfordrer til at køre efter forholdene.

To mænd varetægtsfængslet efter knivstikkeri

To mænd på henholdsvis 20 og 22 år er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aalborg for grov vold og groft røveriforsøg, samt en overtrædelse af knivloven.

Det oplyser anklager Mathias Nysom Petersen.

De to mænd blev anholdt efter en episode i Kærby efter midnat onsdag, hvor en 20-årig mand blev stukket i underkroppen og på benene på Davids Alle.

Den 20-årige blev også udsat for flere spark på kroppen, ligesom han blev frarøvet sin mobiltelefon.

Det fik Nordjyllands Politi til at sende al ledig mandskab afsted mod Kærby, og de fandt hurtigt frem til de to mænd, der var i umiddelbar nærhed af en machete og en kniv, som de ifølge sigtelsen også er blevbet sigtet for at være i besiddelse af.

De to mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger af hensyn til efterforskningen, men også fordi, at der kan være medgerningsmænd på fri fod.