Stjal IT-udstyr i millionklassen fra rådhus
I slutseptember blev der begået et indbrud i Jammerbugt Kommunes rådhus i Aabybro, hvor der blev stjålet IT-udstyr til høj værdi.
Værdien på udstyret er omkring én million kroner, bekræfter anklager Peter Boesen til TV2 Nord.
- Der blev stjålet en større mængde computere, Iphones og Ipads, fortæller anklageren.
Søndag formiddag var en svensk i grundlovsforhør i Retten i Aalborg, hvor han er sigtet for at stå bag milliontyveriet.
Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig, men vil ikke kære varetægtsfængslingen.
Tidligere er der blevet anholdt to mænd i sagen, der også er blevet dømt for hæleri. Størstedelen af tyvekosterne er blevet indhentet af politiet.