Politimand sparkede dør ind til hus, der brændte
En politimand, der egentligt havde fri, måtte lørdag aften i aktion. For da han var ude for at lufte sin hund, opdagede han et hus, der brændte på Ahornvej i Aabybro.
Politimanden fik alarmeret brandvæsenet, der fik meldingen 23.06.
Herefter sparkede han døren ind til huset for at sikre sig, at der ikke var personer derinde.
- Han gjorde hvad han skulle, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup.
Men heldigvis var husets ejere ikke hjemme. De var faktisk i gang med at pakke ned, fordi de skulle flytte.
Man ved endnu ikke, hvorfor branden er opstået, men det skal en brandundersøgelse være med til at klarlægge, fortæller vagtchefen.