Nye boliger på vej i hurtigtvoksende by
Hune placerer sig på en fjerdeplads over hurtigst voksende byer i Nordjylland, og endnu engang får byen vokseværk.
Der skal i alt opføres 43 boliger i den vestlige del af Hune, og torsdag blev første spadestik taget til 28 af de boliger, der skal opføres i byen, der siden 2015 har oplevet en befolkningstilvækst på 20 procent.
Det er Nørresundby Boligforening og Jammerbugt Kommune, der står bag 22 af boligerne. Der skal bygges seks torumsboliger på 76 kvadratmeter og 16 trerumsboliger på 90-98 kvadratmeter.
XL Byg Hune opfører de øvrige seks boliger.
Efter planen påbegyndes opførelsen af de resterende 15 boliger om cirka et år.