Minister indkalder til hastemøde om containere
De mange tabte containere i Jammerbugten får nu også miljøminister, Magnus Heunicke (S), til at reagere.
Han fortæller til mediet, at han nu har indkaldt Folketingets miljøordførere til et hastemøde. Mødet skal finde sted torsdag.
Der er de seneste dage blevet rettet kritik mod Mærsk fra flere sider, fordi folk mener, at rederiet har reageret for langsomt i forhold til oprydningen på strandene og i forhold til at få styr på situationen i havet.
Helt så langt vil miljøministeren ikke gå.
- jeg synes, det er for tidligt at drage den konklusion fra statens side. Men jeg kan sige, at det, jeg har fuldt fokus på nu, det er at få en klar beskrivelse af de resterende containere. Og derfor kan jeg også sige, at jeg vil indkalde Mærsk til et møde. Det er vigtigt for mig, at Mærsk også mærker, at det er vigtigt for staten Danmark, at vi får svar på, hvad der er i de containere, fortæller Magnus Heunicke til Ekstra Bladet.
Mærsk selv har tidligere i dag givet svar på kritikken om, at de ikke var hurtige nok til at reagere efter tabet af containerne.
- Det er netop på grund af miljøhensynet, at det har været vigtigt for os at gribe det an på den rigtige måde. Det er et følsomt område. Det skal gøres på den rigtige måde, så det er vigtigt, at vi følger lokalforholdene, siger Nynne Norman Scheuer, chef for miljø og sikkerhed hos Mærsk, til TV2