Kan det virkelig passe, at folk stjæler fisk i Fårup?
Det spørgsmål er der nok flere, der har stillet sig selv, efter Anders Hemmingsen i går i sin story på Instagram delte et billede af to unge mænd, der unægteligt kommer gående med det, der ligner fisk i fryseposer.
Vi har derfor talt med Niels Jørgen Jensen, der er administrerende direktør i Fårup Sommerland, for kan det virkelig passe?
- Hvis der er nogen, der er på vej ud af parken med fisk i fryseposer, er det selvfølgelig uhensigtsmæssigt. Men vi har ikke noget generelt problem med, at folk stjæler vores fisk. De er altså heller ikke særlig nemme at fange med de bare nævner, siger direktøren grinende og fortsætter:
- Hvis der dukker en gæst op med en fiskestang eller fiskenet, så tager vi en snak med gæsten om, at det ikke er fiskesøer, der er i parken.
Men du kan faktisk godt fiske med god samvittighed i Fårup Sommerland. I så fald er det dog gule plastikbadeænder, som du kan fange.
Og når vi skriver, at der ikke er noget problem med fisketyve i parken, er det en sandhed med modifikationer.
For der er jævnligt besøg fra nogle fjerklædte fisketyve.
- Hvis der er nogen, der fanger fisk i parken, så er det vores fiskehejrer - de er rimelig habile fiskere, fortæller direktøren og fortsætter:
- Og hvis vi skal nørde lidt videre, så er en del af vores fisk græskarper. Og de hjælper med at holde grøden (planter der bor i vandløb, red.) væk i søerne.