Kort Nyt

Jammerbugt vil have kanyle-frie strande - får hjælp fra uventet kant

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En windsurfer tilbød uden at ryste på hånden kraftige magneter som hjælp til at få fjernet alle kanylerne fra strandene, som Mærsk-containerne ramte.

En stor opgave venter Jammerbugt Kommune, der skal have ryddet strandene, som flyder med kanyler, efter et Mærsk-skib under stormen Pia tabte 46 containere, hvoraf nogle drev i land ved nordvestkysten. 

Jammerbugts borgmester Mogens Gade (V) opdaterer jævnligt borgerne om oprydningsarbejdet på sin Facebook-side. 

For tre dage siden landede et gavmildt tilbud i en kommentar til et af opslagene.

Hej Mogens Gade. Jeg arbejder for en virksomhed i Hobro, Sintex, hvor vi har meget kraftige magneter. Selvom de problematiske kanyler der skyller op på stranden er i et plasthylster, tror jeg, at de vil kunne fanges med vores magneter.

Peter Kjeldsteens kommentar på Mogens Gades Facebook

Læs hele opslaget og kommentaren herunder.

Da jeg efter ferien fortalte ledelsen det, sagde de: Kør, for pokker!

Peter Kjeldsteen, Senior Buisness Development Manager, Sintex

Tilbud uden chefens accept

Det er ikke et tilfælde, at Peter Kjeldsteen, som er Senior Buisness Development Manager hos Sintex i Hobro, bekymrer sig om oprydningsarbejdet på strandene. 

- Jeg bruger ofte stranden, da jeg er windsurfer. Og jeg vil da selv hade at træde i en nål, lyder det fra Peter Kjeldsteen.

Af den grund kunne tilbuddet om magnet-hjælp til Jammerbugt heller ikke vente til efter ferien. Peter Kjeldsteen skrev derfor beskeden inden, han havde drøftet tilbuddet med Sintex' ledelse. 

- Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var okay at tilbyde, fordi vi arbejder så meget med grøn omstilling og bæredygtighed i virksomheden, siger windsurferen og fortsætter:

- Da jeg efter ferien fortalte ledelsen det, sagde de: Kør, for pokker!

Mogens Gade takker for Sintex henvendelse, og Vej- og Parkchef ved Jammerbugt Kommune, Flemming Kjeldgaard Larsen, er i dialog med Sintex. 

Der skal nu laves forsøg, som undergøsger, om magneterne kan være en mulig løsning i oprydningsarbejdet. 

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.

Brand på altan spredte sig til lejlighed

Nordjyllands Beredskab blev fredag aften kaldt ud til en brand i en lejlighed på Olfert Fischers Gade i Aalborg.

Den første melding lød, at der var ild i møbler på lejlighedens altan.

Da beredskabet kom frem, havde ilden spredt sig til lejlighedens soveværelse.

- Vi er færdige på stedet. Vi har tilkaldt skadeservice til den brandramte lejlighed, skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Nordjyderne er vilde med omstridt handelsplatform - nu sendes den i skammekrogen

Nordjyderne er vilde med Temu, og der er muligvis en ting eller to derfra på ønskelisten til jul. Hvis du bruger app'en Ønskeskyen til at lave din ønskeliste, vil du dog ikke længere finde Temu på deres inspirationslister - for de har nu indført et delvist og midlertidigt boykot.

Den kinesiske handelsplatform er hurtigt blevet en af danskernes foretrukne steder at shoppe online, og det ses tydeligt på mængden af Temu-ønsker i Ønskeskyen, der har rundet 300.000.

- Vi vil ikke inspirere folk til at købe mere fra Temu. Vi ved fra undersøgelser og fra brugere, at mange af varerne ikke lever op til forventningerne, og det er en udfordring for os, hvis forbrugere har fundet inspirationen til at købe disse produkter i vores inspirationsunivers, siger Ønskeskyens kommercielle direktør Morten Bjørn Mortensen til TV 2.

Sommerhus brød i brand

Der gik fredag eftermiddag ild i et sommerhus ved Slettestrand. Det oplyser Nordjyllands Beredskab på X.

- Vi er fremme og kan bekræfte, at det er noget af taget, som brænder. Vi har indsat røgdykkere, skrev beredskabet først på det sociale medie.

Vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at branden muligvis er opstået, efter at der er blevet brændt tagpap på sommerhuset.

Kort efter klokken 17 sendte Nordjyllands Beredskab en opdatering.

- Branden er slukket og køretøjerne har vendt snuden hjem, lød det.

Der var ingen mennesker i huset, da branden brød ud.