Borgmesterkandidat trækker sig og forlader partiet, fordi Mogens Gade genopstiller
Mogens Gade (V) stopper som borgmester i Jammerbugt Kommune ved kommunalvalget i 2025, men han opstiller stadig til kommunalvalget i håbet om en plads i byrådet.
Det tager en af Venstres to borgmesterkandidater nu konsekvensen af.
- Jeg har ønsket at stille mig i spidsen for Venstre med udgangspunkt i og med ønsket om fornyelse. Jeg har respekt for det arbejde, som Mogens Gade har udført for Jammerbugt Kommune, men jeg mener samtidig at tidspunktet for, at han stopper senest med udgangen af denne valgperiode er det rigtige, indleder Michael Krogsgaard (V).
- Mogens Gade har dog meddelt, at han genopstiller for Venstre Jammerbugt til valget i 2025. Den beslutning kan jeg ikke bakke op om. Mogens Gade har haft sin tid, og jeg ønsker ikke at være borgmesterkandidat for Venstre på dette grundlag.
Michael Krogsgaard meddelte i januar, at han ville være Venstres nye spidskandidat i kommunen og dermed borgmesterkandidat. Det samme gjorde kollegaen i byrådsgruppen, Niels Christian Hem. Men nu er Niels Christian Hem altså eneste Venstre-kandidat til at overtage Mogens Gades position efter kommunalvalget.
Michael Krogsgaard understreger overfor TV2 Nord, at der ikke har været splid mellem ham og Mogens Gade.
Bliver løsgænger
Foruden at trække sig som borgmesterkandidat har Michael Krogsgaard også valgt at melde sig ud af partiet Venstre, hvorfor han fremover er løsgænger.
- Jeg har fortsat mange politiske visioner for udviklingen af Jammerbugt Kommune, som jeg vil arbejde for at realisere i godt samarbejde med den øvrige kommunalbestyrelse og vores dygtige medarbejdere, lyder det fra Michael Krogsgaard.
- Jammerbugt Kommune skal fortsat være en god kommune at bo, leve, arbejde og drive virksomhed i. Der er brug for helt nye øjne i det politiske arbejde og det daglige arbejde i direktionen og administrationen.
Michael Krogsgaard er formand for Teknik- og Miljøudvalget, og den post fortsætter han gerne med at varetage, hvis de politiske kollegaer ønsker det.
Venstre i Jammerbugt Kommune skal vælge nu spidskandidat tirsdag 16. april, og Niels Christian Hem er altså eneste kandidat.