Kort Nyt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Vendsyssel lejer midtbanespiller

Mens Vendsyssel FF's spillere lige nu er på træningslejr i Colombia, venter der dem en ny holdkammerat, når de vender tilbage til Nordjylland.

Vendsyssel har nemlig lejet den nordmakedonske midtbanespiller Ivan Nikolov frem til sommer i Superliga-klubben Sønderjyske.

- Det er en kvalitetsspiller, som kan dække flere positioner på den centrale del af banen, og som vi har søgt, da vi har taget afsked med et par spillere på netop denne position. Derudover kender han rækken og dansk fodbold generelt, så han er klar til at præstere fra dag et, fortæller klubbens sportsdirektør Christian Larsen.

I indeværende sæson har Ivan Nikolov spillet 10 kampe i den bedste danske række, men nu står resten af sæsonen på at få Vendsyssel FF på rette spor i landets næstbedste fodboldrække.

Inden sæsonstart var klubbens ambition at kæmpe med om oprykning, men ligger lige nu blot fem point over nedrykningsstregen og har hele 17 point til en oprykningsplads.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hvordan har du det? Nu skal 34.000 nordjyder hjælpe regionen

Hvilke tilbud skal kommuner og region tilbyde syge borgere? Det skal 34.000 nordjyder hjælpe Region Nordjylland og kommunerne med at finde ud af, når der fra 4. februar lander et spørgeskema i nogle nordjyders E-boks.

Og det er vigtigt for at sikre, at sundhedstilbud rammer, hvor der er størst behov.

- Når vi i by- og regionsrådene skal prioritere penge til sundheds- og velfærdsindsatser, har vi noget at pejle efter, og dermed langt større chance for at lykkes med vores indsatser og for at gøre en forskel for borgerne, siger Mads Duedahl (V).

Hvert fjerde år gennemføres undersøgelsen, og seneste resultater fra 2021 gav indblik i nordjydernes stressniveau og unges mentale trivsel. Formand for Kommunekontaktrådet Nordjylland og borgmester i Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen (S), glæder sig til resultaterne af undersøgelsen.

- Det er spændende at se, om tendenserne omkring mindre rygning og lavere alkoholforbrug også gør sig gældende i 2025 - og hvordan det er gået med forbruget af nikotinposer og andre røgfri nikotinprodukter, siger han.

Udover at give et indblik i nordjydernes sundhed, er svarene samtidig med til at danne en national sundhedsprofil omhandlende livsstil, fysisk og mental sundhed.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

To i kritisk tilstand efter alvorligt uheld: Ramt af traktor-plov

To personer er tirsdag i kritisk tilstand, efter de begge blev ramt af en plov fra en traktor.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.

Uheldet skete ved Kallerupvadested nord for Snedsted.

Her holdt en person i sin traktor, der havde en plov spændt bag på, da personen snakkede med en anden, der stod på jorden ved siden af.

Pludselig kommer der en varevogn kørerne, som rammer både personen på jorden og traktorens plov.

- Personen på jorden får ploven skubbet ind i maven, mens føreren af varevognen også får ploven skubbet ind i maveregionen, da den ryger gennem bilen, oplyser vagtchefen.

Begge er overført til Aalborg Universitetshospital i kritisk tilstand - dog ikke i livsfare, og politiet er fortsat på stedet, hvor en bilinspektør skal undersøge stedet.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Uheld spærrer nordjysk hovedvej

Tirsdag eftermiddag er der sket et uheld på rute 11 fra Fjerritslev mod Thisted mellem Skovsted og Thisted N.

Her er to biler kørt sammen ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.

Alle de involverede er ifølge vagtchefen ude af bilerne, og ingen er alvorligt tilskadekommet.

I forbindelse med uheldet er vejen spærret, og man forventer den først genåbnet i løbet af aftenen.

- Vi er på stedet, så bilisterne skal følge vores anvisninger, og kan man finde alternative ruter, så gør det, forklarer vagtchefen.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nibe Festival udvider med ny investering

Nibe Festival Fonden har købt et større jordstykke beliggende mellem Skalskoven og Skalhuse, og dermed udvider festivalen de fysiske rammer inden årets begivenhed.

Det nyerhvervede jordstykke vil dog under afviklingen af kommende festivaler blive taget i brug over flere etaper.

Første etape indebærer etableringen af et nyt campingområde. Området vil tilbyde forskellige overnatningsmuligheder, herunder pladser til egne vogne og telte samt forskellige former for ”glamping” – også på dagsbasis.

Inden for få dage vil festivalen løfte sløret for de konkrete overnatningstilbud i forbindelse med campingsalgets start 13. februar.

Investeringen handler dog ikke kun om at forbedre forholdene for campisterne.

- Investeringen giver også, i takt med at området udvikles, mulighed for løbende at forbedre logistikken - ikke mindst i forhold til trafikken i de beboelsesområder, som støder op til Skalskoven, fortæller festivaltalsmand Peter Møller Madsen.