Vendsyssel FF på rov i Superliga-klub
Det er ikke mere end få timer siden, at Vendsyssel FF meddelte, at de siger farvel til fem spillere. Nu oplyser klubben, at de har hentet en forstækning ind i form af den 19-årige Oskar Øhlenschlæger, der kommer til fra FC Nordsjælland.
Her har senest har været anfører på Superligaklubbens U19-hold. Oskar Øhlenschlæger kan både spille på den centrale midtbane samt på begge kanter.
- Vi har holdt øje med Oskar et stykke tid nu, og vi er meget glade for, at han har valgt Vendsyssel FF. Vi er stolte over at kunne tiltrække U19-anføreren fra en af de førende klubber i dansk ungdomsfodbold, siger sportschef hos Vendsyssel FF, Søren Henriksen, og tilføjer:
- Oskar har en god teknik, er rigtig stærk på bolden og har en stor motor. Han elsker at arbejde hårdt og er skarp på at lære nye ting. Nu skal Oskar lige vænne sig til at spille seniorfodbold, og så er jeg sikker på, at han kan udvikle sig til at blive en profil for os.
Oskar Øhlenschlæger spillede i sidste sæson 23 kampe for FC Nordsjællands U19-hold. Her blev det til tre mål og fire assists.
I Vendsyssel FF er han blevet udstyret med en treårig kontrakt. Han får trøjenummer 20.