Kort Nyt

To børn faldt ned ad skrænt ved Rubjerg Knude Fyr

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjyllands Beredskab har onsdag været til stede ved Rubjerg Knude Fyr, fordi to børn var faldet ned fra skrænten. 

Det fortæller indsatsleder Thomas Boelt. 

- Da vi kom frem, kunne vi konstatere, at det ene barn var kommet op igen. En anden turist brugte sin hundesnor til at få barnet op - godt arbejde af dem, siger indsatslederen.

Det andet barn var stadig på skrænten, men her var faderen kravlet ned til barnet, og sammen rutsjede de ned ad skrænten og videre ned på stranden. 

Foto: Privatfoto

Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene.

- De forsøger at finde et sted, hvor de kan komme op igen, og her ryger de i noget kviksand. Sønnen mister sine sko i kviksandet, og fik noget kolde fødder. Så på trods af dramatikken er de ved godt mod. De kom lige forbi os og smilte og sagde tak for, at vi rykkede ud, fortæller indsatslederen. 

Både Station Løkken og højde- og skræntberedskabet fra Hjørring var til stede ved Rubjerg Knude Fyr.

De to børn er tyske turister, der er på ferie i Nordjylland.

Området omkring Rubjerg Knude er blandt andet kendt for at være et område, hvor der sker mange jordskred.

Derfor blev Rubjerg Knude Fyr flyttet 50 meter længere ind, så det ikke væltede i Vesterhavet.

Flere nordjyder nomineret til Årets Sportsnavn

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark har offentliggjort de sidste fem nominerede til Årets Sportsnavn 2024, og flere nordjyder og nordjyske spillere er at finde blandt.

Blandt de sidste fem navne er den nordjyske cykelrytter Jonas Vingegaard, der vandt titlen tilbage i 2022.

Derudover er mændenes håndboldlandsholdet også nomineret, efter de vandt OL-guld i sommer.

På holdet var flere Aalborg Håndbold-spillere at finde. Både veteranerne Henrik Møllgaard og Niklas Landin, men også Thomas Arnoldsen var at finde, og så var de nordjyske knægte Magnus Saugstrup og Simon Hald også en del af holdet.

Dog var sidstnævnte ikke med hele turneringen, da han blev skadet.

Læsø Kommune bliver en del af Nordværk

Fra nytår får affaldsselskabet Nordværk en syvende ejerkommune.

Her bliver Læsø Kommune nemlig en del af affaldsselskabet, der i dag er ejet af de seks nordjyske kommuner Aalborg, Hjørring, Jammerbugt, Brønderslev, Rebild og Mariagerfjord.

I forbindelse med, at Læsø Kommune indtræder i Nordværks ejerkreds, bliver en række affaldsopgaver på øen overdraget til Nordværk.

Fra 2025 vil affaldsselskabet derfor stå for modtagelse, omlastning og afsætning af affald, modtagelse af farligt affald, deponi samt udbud af forbrændingsegnet affald fra Læsø.

Læsø Forsyning vil dog fortsat stå for indsamling af affald samt driften af kommunens genbrugsplads.

Her er nordjydernes foretrukne aftenretter

Det kan rumstere i hovedet hele dagen. Spørgsmålet om hvad aftenens måltid skal være.

En ny undersøgelse viser, hvad nordjyderne typisk ender med at ty til. Pizza er det mest udbredte aftensmåltid i Nordjylland efterfulgt af burger, som kommer ind på en andenplads.

Rugbrød med pålæg er at finde på en tredjeplads, mens henholdsvis bøf og kylling med kartofler og/eller grønt fuldender top fem.

De nye tal stammer fra undersøgelsen Madkultur24, som kortlægger danskernes måltidsvaner.

Kvinde får dobbeltbøde - kørte 25 km i overhalingssporet

En civil patrulje fra Nordjyllands Politi i Himmerland fik tirsdag nappet en kvinde i at køre lige friskt nok på motorvejen ved Støvring.

Den civile patrulje kunne hurtigt konstatere, at kvinden kørte hele 161 km/t på motorvejen, men de fortsatte med at følge efter kvinden. Og i intet mindre end 25 kilometer kørte hun uafbrudt i overhalingssporet, selvom det flere gange var muligt at trække ind.

- Så husk nu at holde til højre, lyder det fra politikommissær Lars Rosenvinge.

Kvinden var ikke fra Nordjylland.

Marked med millionoverskud

Hjallerup Marked har netop præsenteret, hvordan årets resultat ser ud. Det samlede overskud er endt på mellem 3 og 3,5 millioner kroner. Flere foreninger i lokalområdet får del i overskuddet. Hjallerup Marked donerer lidt over 1,805 millioner kroner.

Der er blandt andet nye rifler til skytteforeningen, udflugter for Plejecentret Stengården og flere udlodninger til både Kulturhuset og byens idrætscenter.

Overskuddet for 2024 er lidt mindre end i 2023. Her lød det på fire millioner kroner, og der blev doneret lidt over to millioner kroner.