Kort Nyt

Stødte du på udrykningskøretøjerne? Kæmpe øvelse i Hjørring med over 1000 involveret

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Opdateret klokken klokken 15.45: 

I trafikken i Hjørring i dag har du måske stødt på udrykningskøretøjer og kampklædt politi.

Der er dog intet at være bange for, da Nordjyllands Politi, Beredskabsstyrelsen, Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland, Hjørring Kommune, Hjemmeværnet og Hjørring Gymnasium holdt en stor beredskabsøvelse på gymnasiet.

Det var en øvelse, der skal teste samarbejdet mellem deltagerne i realistiske omgivelser. 

- Det handler om, at vi har trænet samarbejdet mellem vores indsatsledelse mellem de forskellige sektorer. Og i det her tilfælde i dag har vi trænet det her sikkerhedshændelse. Vi har trænet, at der har været nogen inde og skyde inde på gymnasiet, siger Kenneth Sloth Andersen fra Nordjyllands Politi, der er øvelsesansvarlig.

Det var en rigtig stor øvelses med over 200 folk fra de forskellige sektorer, mens alle eleverne og lærerne på gymnasiet også var involveret. Der har ikke været en tidligere hændelse, der minder om det i Nordjylland, men for nylig var der en situation i København. 

Dagens øvelse er gået efter planen.

- Det er forløbet rigtig godt. Vi har fået nogle gode læringspunkter med herfra. Nogle ting, vi godt kan gøre anderledes og bedre. Men overordnet set har vi løst opgaven, og vi har løst opgaven sikkert og hurtigt, siger den øvelsesansvarlige. 

Se video og billeder fra øvelsen herunder:

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.

Gerningsmænd på rov

Virksomheden Hobro Rustfri Procesteknik ved Sønder Onsild mødte ind til lidt af et træls syn mandag morgen.

Der havde nemlig været uventet besøg i weekenden, hvor flere gerningsmænd havde haft lange fingre.

I lørdags mellem 20.40 og 23.50 blev der stjålet metalskrot og fire rustfri metalbjælker fra lageret.

Lokalpolitiet Himmerland oplyser, at der er videoovervågning fra stedet, hvor man kan se flere varebiler og gerningsmænd. Politiet forsøger på baggrund af videomaterialet at finde gerningsmændene.