Rune Frantsen og tre andre stopper Vendsyssel FF
Der bliver gang i svingdøren hos Vendsyssel FF denne sommer.
Det står i hvert fald klart, at hele fire spillere forlader klubben efter sæsonen her 30. juni.
Blandt dem er den store profil Rune Frantsen, der står noteret for hele 249 kampe - en rekord for det nordjyske mandskab.
Foruden den garvede profil er det også et farvel til førsteholdsspillerne Terence Baya, Mads Eriksen og Thomas Christiansen.
- Særligt tak skal lyde til Rune Frantsen for en flot og lang karriere i Vendsyssel FF. I moderne fodbold er det en sjældenhed at kunne bryste sig med at have nået knap 250 kampe for samme klub, så der er ingen tvivl om den betydning Rune igennem tiden har haft for Vendsyssel FF både på og uden for banen, siger sportsdirektør Christian Larsen i en pressemeddelelse.
Både Thomas Christiansen og netop Rune Frantsen indstiller samtidig karrieren.
- Jeg har haft en fantastisk tid i klubben. Det var i Vendsyssel FF jeg fik mit gennembrud på seniorplan og er et sted jeg har fået enormt mange fede minder og oplevelser på og uden for banen. Derfor er det fedt at kunne slutte karrieren i Vendsyssel FF, hvor det hele i sin tid startede. udtaler Rune Frantsen, der i morgen runder kamp nr. 250 for Vendsyssel FF.