Kort Nyt

'Porten til Europa' modtager stor CO2-støtte

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Store CO2 -lagringstanke og lastbiler i pendulfart kan meget vel blive fremtiden på Hirtshals Havn. 

For med en donation på 109 millioner kroner fra Fonden for Retfærdig Omstilling rykker etableringen af Nordeuropas største CO2-hub et stort skridt nærmere. 

- Det er det fedeste for Hirtshals, hvis vi kan få det her op. Det skal være her i Hirtshals, udtrykker fisker i Hirtshals Gunnar Pedersen entusiastisk og fortsætter:

- Det er porten til Europa, det her. Det kan simpelthen ikke blive anderledes.

Fra havnen skal der sejles flydende CO2 ud på havet, som så pumpes ned i undergrunden i Nordsøen.

Med den nye investering kan der allerede fra 2025 blive sejlet CO2 ud fra Hirtshals.

Nordjylland skal være udstillingsvindue

Erhvervsministeren var i dag på besøg i Aalborg for at blive klogere på nogle af Nordjyllands grønne teknologi-initiativer. 

- Der er ingen som helst tvivl om, når det handler om CO2, enten det er fangst, transport, læring eller anvendelse af CO2, så bliver Nordjylland et europæisk knudepunkt i fremtiden, lød det fra Morten Bødskov (S).

Selvom de mange nye teknologier stadig kun er blevet ved snakken, så forsikrer erhvervsministeren, at det er fornuftigt, at være med i fronten. 

- Alle ved, at vi skal håndtere CO2. Alle ved, at det er en kæmpe udfordring med de enorme klimaforandringer, som der er nu. Så derfor er det godt at være forrest. Det er godt at være først med den nye industri. Det er godt at være først med de nye samarbejder, som kan gøre, at Nordjylland blandt andet kan være udstillingsvindue for, hvordan man rent faktisk gør det, lyder det.

Se hele indslaget herunder: 

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

AaB hiver ny chef ind fra landshold

Med et blandet CV træder nu en ny person ind som chefanalytiker i AaB.

Det bliver nemlig 32-årige Nichlas Ørbæk Knudsen, der er ansat på posten, og han tager over for tyske Fynn Cedric Bach. Det skriver AaB i en pressemeddelelse.

Tyskeren valgte selv at stoppe i klubben til nytår og satte derfor AaB i gang med en ansættelsesproces.

- Flere dygtige kandidater har været i spil, men ret hurtigt var vi alligevel overbeviste om, at Nichlas Ørbæk Knudsen ville være den rigtige person for os, og vi er glade for, at Nichlas fra januar indtræder som chefanalytiker i staben omkring Superligatruppen, ligesom Nichlas som noget nyt også vil være overordnet ansvarlig for analysedelen på AaB Akademiet, fortæller AaB’s sportsdirektør James Gow.

Nichlas Ørbæk Knudsen er hentet ind fra kvindelandsholdet, hvor han i det seneste år har været analytiker. Tidligere har han også været tilknyttet AGF's kvindehold i flere forskellige roller - det har både været som analytiker, assistenttræner og cheftræner.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjysk kommune får millioner til kystsikring

Statens Kystpulje afsætter i alt 150 millioner kroner til otte projekter, som er truet af både oversvømmelser og erosion.

Et af de projekter ligger i Hjørring Kommune, hvor der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Læs mere herunder:

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Gravede gasledning over ved et uheld

I forbindelse med noget gravearbejde skete der en såkaldt smutter fredag morgen.

Det fortæller Nordjyllands Politis vagtchef Thomas Ottesen.

Det betød, at der pludselig var brud på en gasledning på Møllebakken i Hobro. Politiet fik anmeldelsen ind klokken 8:20 og kørte derefter derhen og afspærrede området i en kortere periode, indtil alt var under kontrol.

Der var ifølge vagtchefen arbejderne selv, der kontaktede nogle teknikere, som kom for at fikse problemet. Der blev ikke antændt gas i forbindelse med episoden, og ingen personer er kommet til skade.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Zoo får ny unge

Der er en ny unge på vej i Aalborg Zoo. Orangutangen Ruti er nemlig gravid.

Det oplyser Aalborg Zoo på sin Facebook-side.

I foråret blev det vurderet, at Ruti var klar til at blive drægtig, og derfor stoppede dyrepasserne med at give hende p-piller. Her et halvt år senere står det nu klart, at Ruti venter en unge til sommer.