Populær sommerrestaurant lukker efter 11 år
Når det bliver mandag i uge 43, så er Pandekagehuset i Løkken fortid. I hvert fald med de nuværende ejere.
Det skriver spisestedet på sin Facebook-side.
- Uge 42 markerer det sidste kapitel i vores rejse med Pandekagehuset. Vi åbner søndag den 13. oktober, og vores sidste åbningsdag bliver søndag den 20. oktober 2024, står der blandt andet i opslaget.
Efter 11 'fantastiske år' har ejerne med blandede følelser nu valgt ikke at genåbne Pandekagehuset til næste sæson i 2025.
- Det har været en ære at være en del af Løkken i sommersæsonerne i så mange år, men nu føler vi, at tiden er inde til at prøve nye veje.
Der bliver sendt en stor tak til gæsterne, der har besøgt stedet gennem årene, ligesom samarbejdende virksomheder og medarbejdere får en særlig tak for at være en del af historien.
Ejerne håber nu at kunne sælge stedet videre til en eller flere personer, der vil drive stedet videre efter samme koncept eller deres helt eget.
I kommentarfeltet på Facebook-opslaget strømmer det ind med kommentarer, der tydeligt beviser, at Pandekagehuset i Løkken har været et populært sted at nyde pandekager.