Over 200 kontroller på et år: Nu kræver folketingspolitiker svar
- Vi har haft over 200 besøg. Det svarer til, at vi har haft et kontrolbesøg per hverdag for kalenderåret 2024.
Sådan sagde auktionsmester Finn Møller fra Hirtshals Fikseauktion til TV2 Nord 6. januar.
For auktionen har oplevet ualmindeligt mange fiskekontroller, mener auktionsmesteren. Ifølge styrelsen selv fører de kontrol de steder, hvor der er størst risiko, og nu vil det nordjysk valgte folketingsmedlem Per Larsen (K) have svar på, hvorfor Fiskeristyrelsen så ofte kommer forbi Hirtshals Fiskeriauktion.
Svar fra Fiskeristyrelsen
'Fiskerikontrollen har i 2024 foretaget 150 kontrolbesøg hos Fiskeriauktionen i Hirtshals.
Kontrollerne har givet anledning til et antal bemærkninger. En bemærkning kan eksempelvis omfatte fejl i kassevægt og størrelsessortering af fisk, ulovligt parti af undermålshummere, fejl i friskhedsklassificering.
Prioriteringen af kontrolbesøg hos fiskeriauktionerne beror på en samlet vurdering af, hvor der er størst risiko for at konstatere overtrædelse af reglerne - og hvor vejledning om reglerne kan sikre til en højere grad af regelefterlevelse. Herudover har Fiskerikontrollen efter ønske fra fiskeauktionerne haft særligt fokus på kontrol af kassevægt og størrelsessortering i 2024.'
Derfor skal fiskeriminister Jacob Jensen (V) blandt andet svare på, hvilken risikovurdering, der ligger til grund for de mange kontroller, ligesom ministeren skal svare på, hvor mange ressourcer der allokeres til kontrol af fiskeauktionerne.
Derudover vil Per Larsen også gerne have svar på, om kontrolindsatsen modsvarer de fund, som kontrollerne finder.
Ifølge Fiskerstyrelsen foretager de en løbende vurdering af risikobilledet og kontrolindsatsen, og de forventer at gennemføre en samlet evaluering af kontrollerne i 2025.
Kontrollerne
150 kontrolbesøg hos Hirtshals Fiskeriauktion i 2024
136 kontrolbesøg på fartøjer der lander konsum i Hirtshals
94 kontrolbesøg hos Hirtshals Fiskeauktion Aps
Kilde: Aktindsigter ved Fiskeristyrelsen samt en mail derfra.