Naboer slog alarm, da de så røg og flammer
Nordjyllands Beredskab kørte klokken 9.44 til en bygninsbrand på Furrebyvej i Løkken. Det var et ubeboet hus, som brændte, hvilket fik naboerne til at slå alarm.
- Naboerne holdt øje med huset, og de havde været inde og koble noget strøm til. 10 minutter efter så de kraftig røg og ringede 112, forklarer indsatsleder Thomas Boelt.
Da beredskabet ankommer, er flammerne ikke nået gennem taget, men der er kraftig røgudvikling og flammer i huset.
- Vi formoder, at det er kommet fra køleskabet på en eller anden måde, da skaderne er kraftige heromkring, påpeger indsatslederen.
Derudover er resten af huset sodskadet.
Der er ingen tilskadekomne i forbindelse med branden. Beredskabet er i skrivende stund i gang med efterslukningen. Skadeservice er tilkaldt.