Kort Nyt

Beklager gener: Landevej skal have ny asfalt

Vejdirektoratet tager fra mandag hul på et større vejarbejde, hvor asfalten skal udskiftes på en strækning på seks kilometer på Løkkensvej mellem Gølstrup/Rubjerg og Vejbyvej.

Arbejdet forventes at tage cirka tre uger at udføre, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratets entreprenør begynder med at affræse den gamle asfalt, så de kan reparere det underliggende bærelag. Herefter bliver der lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.

Mens arbejdet står på, vil den ene af vejbanerne være spærret, mens den anden holdes åben. Trafikken vil blive styret med trafiklys. Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

Lun dag i vente

Man kan se frem til en lun og skyet dag i det nordjyske.

Mest ude i den vestlige del vil der i starten af dagen falde lidt småregn, men det vil opløses jo længere østpå man kommer hen. Temperaturen vil ligge omkring 13-14 grader.

Det ser også lysere ud senere hen på dagen.

- Efterhånden som eftermiddagen skrider frem burde der være opklaring af solskin, og med temperaturer omkring 17-18 grader, siger TV2 Vejrets Lone Seir.

Om aftenen vil der være klart op på aftenhimlen med stille vejr og temperaturer omkring 10 grader. Dog er der risiko for tåge i løbet af aftenen og natten.

Røgudvikling fra fyr

Nordjyllands Beredskab fik 18.17 om bygningsbrand i villa/rækkehus på Rødkælkevej i Stenum ved Brønderslev, og derfor er Station Brønderslev sendt afsted.

- Melding om røgudvikling fra fyr. Vi er fremme, skriver Nordjyllands Beredskab på Twitter.

Det er anden gang på samme dag, at Nordjyllands Beredskab har måttet rykke ud til Stenum, da der tidligere på søndagen var brand i Vesterkirken i byen.

Kvinde bragt til sygehuset efter uheld

En kvindelig bilist er kørt på sygehuset efter et færdselsuheld på Hobrovej i krydset med Haverslevvej ved Arden. Det melder vagtchef Jesper Sørensen ved Nordjyllands Politi.

Skaderne, kvinder har pådraget sig, er ikke livstruende.

Uheldet skete i et uheld med en anden bilist, der kørte ud for ubetinget vigepligt i krydset og ramte kvindens, der snurrede rundt.

- Bilerne fik større skader, siger Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.

Fortuna Hjørring i remis mod OB

Fortuna Hjørrings fodboldkvinder har fået en forrygende start på sæsonen, hvor fire sejre i de første fire kampe var lig med 12 point og en førsteplads.

Det pointsnit håbede klubben på at bevare, da OB kom på besøg i Gjensidige Kvindeligaen søndag eftermiddag.

Det blev dog ikke så ligetil for de sejrsvante værter. Gæsterne bragte sig foran efter 17 minutter, men Fortuna Hjørring svarede dog hurtigt tilbage med udligningen seks minutter senere af norske Veronika Sæthre.

Den stilling holdt til pausen.

Nordjyderne kom stærkest ud og otte minutter inde i anden halvleg gav det pote. Amerikanske Ashley Riefner satte føringsmålet til 2-1 i kassen.

Føringen holdt hjemmeholdet godt 20 minutter, men så slog OB til og udlignende til slutresultatet 2-2.

Det ene point er ikke nok til at bevare førstepladsen for Fortuna Hjørring, da FC Nordsjælland har maksimum point efter fem spillerunder. Nordjyderne er dog på andenpladsen i Gjensidige Kvindeligaen.

Færge stopper sejlads i to uger

Da Feggesundfærgen er på værft fra mandag 16. september til og med søndag 29. september, vil færgedriften være lukket i den periode.

Det skriver Feggesundfærgen på egen Facebook-side.

Færgen sejler sædvanligvis fra Amtoft i Thy til Feggesund Havn på Mors og tilbage igen, men altså ikke i de kommende to uger.