Koncert slår rekord - også selvom det bliver regnvejr
Koncertarrangører er optimistiske, selvom det gode sommervejr måske udebliver.
Når årets udgave af Løkken Koncert løber af stablen 8. juli, så slår arrangementet sine egne rekorder - både for antallet af publikummer og økonomisk.
- Forhåndsinteressen har været overvældende. Vi har solgt lige så mange billetter i forsalg, som der var tilskuere til sidste års koncert. Det vil sige omkring 5.000, siger Løkken Koncerts talsmand Kim Bach.
Koncerten har flere gange rundet 10.000 publikummer, men i år bliver der nået nye højder på tælleapparaterne ved indgangen. Det kommer til at kunne aflæses på bundlinjen.
- Jeg er sikker på, at vi sætter indtjeningsrekord og komme et stykke over en million, siger talsmanden.
Dårligt vejr koster
Årets hovednavn er The Minds of 99, og det er formentlig deres plads på toppen af plakaten, der har fået mange til at købe billet på forhånd. Arrangørerne glæder sig over det store forsalg.
- Dårligt vejr med regn og blæst vil holde mange væk. Erfaringer fra tidligere år viser, at det koster 1000 til 1500 tilskuere, siger Kim Bach.
Overskuddet fra Løkken Koncert går til ungdomsarbejde i idrætsforeningen GVL, der står som arrangør af koncerterne på Løkken Stadion.