Kort Nyt

Se billederne: Ikoniske badehuse fjernes

Et af de årlige sæsonarbejder på vestkysten er nu blevet indledt.

For selvom efteråret jo fortsat kun er i sin spæde begyndelse - og endda er indledt med flot sensommervejr - er det nemlig alligevel nu blevet tid til at fjerne de knap 500 karakteristiske badehuse, der om sommeren pryder dele af den nordjyske vestkyst, så de ikke ender som ofre i en af de kommende efterårsstorme med mulige tilhørende kraftige oversvømmelser.

Flere badehuse led nemlig sidste år i august en hård skæbne, da en voldsom storm hærgede, og det kan Kjeld Svendsen da også huske.

- Det var noget spændende. Det kom vand op, og så sejlede det (badehuset, red.) hen til redningshuset og stødte ind i noget på vej derhen, fortalte Kjeld Svendsen, der har haft sit badehus siden 2016, da hans badehus blev sat frem i sommer.

I år har badehusene heldigvis fået lov til at stå i fred uden for meget stormvejr.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

To hurtige mål giver Vendsyssel sejren

To mål med fem minutters mellemrum i første halvleg blev afgørende for Vendsyssel FF fredag aften ude mod HB Køge.

Benjamin Clemmensen bragte vendelboerne foran med 1-0 efter 13 minutter, og det fulgte Shanyder Borgelin trop, da han fem minutter efter bragte gæsterne foran med 2-0.

Det blev kampens eneste to mål, og derfor løb Vendsyssel FF med sejren på 2-0.

Vej spærres i tre måneder

Brønderslev Kommune skal have færdiggjort den nordlige del af Nørre Allé, hvilket indebærer udskiftning af broen og etablering af cykelsti.

Derfor spærrer kommunen Nørre Allé fra Hjallerupvej til Nørre Allé nr. 12 fra 30. september og frem til 20. december - altså i næsten tre måneder.

"Vi beklager de gener, der vil være i forbindelse med anlægsarbejdet.", skriver kommunen på sin Facebook.

Her er Dansk Folkepartis nye spidskandidat

Det bliver Majbritt Birkholm, der skal kæmpe om de nordjyske vælgeres gunst mod blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og Inger Støjberg (DD), når der senest 31. oktober 2026 skal afholdes folketingsvalg i Danmark.

- Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg er vild med Nordjylland og nordjyderne, og jeg ser frem til at stille op, siger den nyslåede folketingskandidat.

Læs mere her.