Fuld mand hev dørmand i håret
En 44-årig beruset mand gik amok lørdag kort før midnat på værtshuset Bjesken på Strandgade i Hjørring.
Han lagde ud med at komme i klammeri med dørmanden, som han hev i håret og derfor blev politiet tilkaldt.
Men da politiet kom, blev den 44-årige tosset på betjentene, som han kaldte alverdens ukvemsord. Han ville heller ikke identificere sig overfor betjentene.
Derfor blev den 44-årige taget med til politigården, hvor han ligger og sover sin rus ud i detentionen. Når han vågner kan han se frem til en række sigtelser herunder vold og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.