Kort Nyt

Alvorlig ulykke: Rendegravefører kørt afsted med politieskorte

Opdateret: 18. september 2024

Nordjyllands Politi var onsdag til stede ved Ugiltvej syd for Sindal i flere timer, da der klokken 8.24 skete et færdselsuheld, hvor en lastbil med tankvogn og rendegraver var kørt sammen.

Føreren af rendegraven er kommet så meget til skade, at vedkommende blev kørt til Aalborg Universitetshospital med politieskorte.

Klokken 16.10 er føreren forsat svært tilskadekommet, men han er ved bevidsthed, og de pårørende er underrettet ifølge Vagtchef Torben Arendrup.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den anden part af uheldet modtog behandling på ulykkesstedet, og det forlød, at personen ikke er kommet alvorligt til skade, lød det fra vagtchef fra Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen tidligere onsdag.

Det lyder ikke til, at der er sket udslip fra Tankbilen, men brandvæsenet holder fortsat øje med den.

Begge køretøjer ligger i skrivende stund i grøften.

Ugiltvej er spærret for nu, og vagtchefen kan ikke oplyse om, hvornår afspærringen ophæves.

Det sker blandt andet fordi, 13.000 liter olie skal tømmes over i en anden tankvogn.

Tre nordjyske kommuner lander budgetforlig

Der er her til aften indgået forlig om næste års budget i flere nordjyske kommuner.

Både i Rebild Kommune, Mariagerfjord kommune og i Hjørring Kommune er politikerne nemlig blevet enige om, hvordan forbruget af skattekronerne skal fordeles i de kommende år.

I de to himmerlandskommuner står samtlige politikere bag aftalen, mens to står uden for aftalen i Hjørring. Her er det Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, der står bag aftalen.

AaB spiller sig videre i pokalturneringen

AaB sikrede sig torsdag aften en plads videre i pokalturneringen, efter aalborgenserne vandt med 4-1 over FC Fredericia.

Der gik ikke længe, før nordjyderne fik banket sig i front med 1-0, da Kelvin John scorede sit første af to mål i kampen efter blot 11 minutter.

I anden halvleg fulgte anfører Mathias Jørgensen trop, da han bankede AaB foran med 2-0, efter godt og vel 10 minutter.

Efterfølgende var det Nicklas Helenius, der kom på måltavlen med sin scoring til 3-0. Dog lykkedes det hjemmeholdet at få reduceret til 1-3 blot fem minutter senere.

Det satte dog ikke en stopper for nordjyderne. Kelvin John fik nemlig banket sit andet mål ind til 4-1, hvilket også blev kampens endelige resultat.

Dermed AaB nu videre til ottendedelsfinalerne.

Mand kørte hasarderet og ramte lygtepæl, så brød bilen i brand

Torsdag aften brød en bil i brand foran Nordvirk it ved Sønderbro i Aalborg, efter en 31-årig mand kørte ind i en lygtepæl.

Flere øjenvidner kunne tidligere fortælle til TV2 Nord, at manden, der førte bilen, havde kørt hasarderet, inden han kørte ind i lygtepælen, og det bekræfter vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

- Kort før ulykken modtog vi flere anmeldelser om en bil, der kørte hasarderet og overhalede højre om og kørte for stærkt på vej mod Aalborg på motorvejen, forklarer han.

Bilisten kørte efterfølgende af motorvejen op ind på Sønderbro, hvor han ramte lygtepælen.

- Det er uvist, hvorfor han rammer den, og hvorfor han kørte sådan, forklarer vagtchefen, der desuden oplyser, at manden ikke var påvirket af alkohol eller narko.

- Vi ved ikke, hvorfor han kørte sådan. Han er ikke så interesseret i at tale med politiet, konstaterer Karsten Højrup, der tilføjer.

- Der har været overvejelser om vanvidskørsel, men det har der ikke umiddelbart belæg for at kalde det, så vi beslaglægger ikke bilen, men der kommer en stripe af sigtelser for overtrædelse af færdselsloven, konstaterer vagtchefen.

Selv slap den 31-årig for skader, mens bilen er delvist udbrændt og må hentes af vejhjælp.

Foto: (Privatfoto)

Her åbner helt særlig Lidl

I øjeblikket ligger Bugges bil- og trailerudlejning på Gugvej 189, men om blot et års tid, vil der i stedet være en helt ny Lild butik at finde på adressen.

Lidl Danmark har nemlig købt grunden for hele 12 millioner kroner. Det bekræfter Lidl Danmark over for TV2 Nord.

"Vi glæder os til at åbne nummer fem i Aalborg", skriver Lidl Danmark i et skriftligt svar til TV2 Nord.

Og det er altså ikke en hvilken som helst Lidl butik, der åbner i området. Det er nemlig den første af sin slags i byen. Lidl Danmark fortæller nemlig til TV2 Nord, at den nye butik ikke vil sælge nikotinprodukter som cigaretter og snus.

"Det er den første dagligvarebutik i hele Aalborg, hvor man ikke kan købe cigaretter og nikotinprodukter", oplyser Lidl Danmark.

Butikken forventes at åbne i udgangen af 2025, så aalborgenserne skal altså ifølge planen blot vente et års tid på den nye dagligvarebutik.

Kæmpe kø på motorvej efter uheld

Torsdag eftermiddag klokken 15.47 skete der et uheld på E45 i sydgående retning mellem afkørsel Aalborg S og rastepladsen, hvor Info-teria Dall ligger.

Her var to varebiler kørt sammen.

- Vi har en forventning om, at de er kørt op bag i hinanden, konstaterer vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup.

Både politi og redning var på stedet, og der er ikke melding om, at der er nogle tilskadekomne i forbindelse med uheldet.

I forbindelse med uheldet var det venstre spor spærret, og derfor er der fortsat klokken 16.32 kæmpe kø fra Nørresundby og frem mod uheldet ifølge Vejdirektoratet.

"Normal trafikafvikling forventes efter myldretiden", skriver man.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord