Bus og varebil kørt sammen - en person kørt på hospitalet
En varebil er kørt op bag i en bus på Sæbyvej i Hjørring klokken 15.39, og derfor er der i øjeblikket trafikale udfordringer på stedet.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Arendrup.
- Vi skal have flyttet bussen, og det er et stort transportmiddel, så det kan godt tage noget tid endnu, fortæller han.
Politiet dirigerer derfor trafikken i skrivende stund.
I forbindelse med uheldet er en person kørt til tjek på sygehuset. Dog skulle der ifølge vagtchefen ikke være tale om alvorlig tilskadekomst.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om årsagen til uheldet.