Kort Nyt

Bilka åbner for salg af fødevarer i Hjørring

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I marts underkendte Planklagenævnet de lokalplaner, der skulle til for at et Bilka-varehus kunne åbne i Hjørring, hvor de allerede er til stede med et A-Z varehus.

Men nu har Salling Group en løsning klar, så fødevarer fra Bilka kan afhentes i Hjørring.

I løbet af februar bliver der åbnet to containere ved A-Z, hvor kunder kan bestille BilkaToGo og afhente deres fødevare.

Det fortæller salgsansvarlig for Bilka Region Nord, Lisa Kaae Kildsgaard, til Nordjyske.

- Vi ved, at der er et stort ønske om, at Bilka kommer til Hjørring, og nu kan byen og hele oplandet glæde sig over, at vi gør det meget nemmere at få klaret sine dagligvareindkøb i Bilka, når de med få tryk kan få leveret varer direkte til en PickUp-station i Hjørring, siger Lisa Kaae Kildsgaard.

Hun oplyser samtidig, at det med containerne er at betragte som et afhentningssted og ikke fødevarehandel .

Det kommer til at koste 29 kroner at få leveret sine Bilka-varer til afhentning i Hjørring.

Efter massivt pres: Udskældt besparelse droppes

Der er intet, der kan få folk til at fare i flint som en historie om misrøgtede dyr.

Derfor gav det også noget af et ramaskrig, da Dyrenes Beskyttelse på baggrund af kilder i de regionale dyrevelfærdsenheder i september kunne fortælle, at regeringen i sit finanslovsforslag ville lukke enhederne og spare på indsatsen i kredsene. Men i finanslovsforslaget for 2025 er besparelserne forsvundet.

- Dette er en kæmpe sejr for dyrene og for alle, der har kæmpet for at bevare dyrepolitiet. Det viser, at når vi står sammen, kan vi rykke selv de største politiske beslutninger. Dyrene har fået deres stemme hørt i dag, og det er et klart signal om, at dyrevelfærd ikke må nedprioriteres, siger Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Sådan virker dyrepolitiet

De tre regionale dyrevelfærdsenheder blev etableret som del af politiforliget i 2019 og består af 12 politifaglige årsværk.

Enhederne arbejder med komplekse sager som ulovlig hundehandel, hvalpefabrikker og transport af dyr under kritisable forhold.

Derudover er hver politikreds forpligtet til at have en dyreværnsenhed med uddannede politifolk.b

Flere tusinde sager om året

Dyrenes Beskyttelses vagtcentral modtog alene sidste år 4000 anmeldelser om dyreværnssager og anmeldte flere end 350 sager til politiet. Frygten var, at de mange sager ville forblive uopklarede, hvis enhederne var blevet lukket som en del af finanslovsforslaget.

- At regeringen nu trækker besparelserne tilbage, er ikke bare en sejr for dyrene, men også for retfærdigheden. Det sender et klart signal om, at dyremishandling skal tages alvorligt, og at lovovertrædere skal kunne stilles til ansvar, siger Britta Riis.

De tre regionale dyrevelfærdsenheder er forankret i tungvognscentrene, der findes hos Midt- og Vestsjællands Politi, Sydøstjyllands Politi samt Nordjyllands Politi.

Morsø-politikere stemmer nej til mindre kommunalbestyrelse

Det blev et nej, da politikerne i Morsø Kommune tirsdag aften stemte om at barbere antallet af kommunalpolitikere i kommunalbestyrelsen ned fra 21 til 19.

Forslaget om at skære ned udspringer af det faldende befolkningstal, som Morsø Kommune står overfor.

Der er nemlig færre end 20.000 indbyggere på øen, og så tillader styrelsesloven at skære antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer helt ned til ni.

Forslaget faldt med syv stemmer for og 14 imod.

Knap 2000 ulovlige våben indleveret i aktion

Siden politiet 1. november iværksatte deres fritlejde aktion, er der indleveret 1766 ulovlige våben i Nordjyllands Politikreds.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Vi sætter virkelig stor pris på den høje tilslutning til frit lejde-aktionen, som vi har oplevet fra borgerne indtil videre. Formålet med aktionen er at reducere mængden af ulovlige våben i samfundet, så våbnene ikke kan havne i de forkerte hænder, og knap 25.000 indleverede effekter på aktionens første 26 dage er helt klart godkendt, lyder det fra politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel, der er med til at koordinere frit lejde-aktionen.

Frit lejde aktionen har med to dage tilbage sat rekord. Hvor der i 2017 blev indleveret 24.546 våben i en lignende aktion, er der indleveret 24.766 våben i 2024.

I Nordjylland kan man indlevere våben på politistationerne i Aalborg, Hjørring, Hobro og Frederikshavn.

Opgørelsen over indleverede våben i Nordjylland, dækker ikke Thisted og Morsø, der hører under Midt- og Vestjyllands politikreds.

Hul på gasledning midt i Thisted

Naturgasselskabet Evida har 13.25 alarmeret Nordjyllands Beredskab om et brud på en gasledning.

Derfor er Nordjyllands Beredskab til stede ved Thisted Bibliotek, hvor de har spærret af. Det er nemlig der, den utætte ledning befinder sig under jorden.

Mens Evida graver ned til problemet står beredskabet klar, hvis der skulle ske en antænding i forbindelse med det tunge gravearbejde.

- Vi er her i en times tid endnu, og vi forventer at afspærringen her foran biblioteket fortsætter frem til 15.30-16.00-tiden.

Der er altså ikke noget at være bekymret for for borgerne. De skal blot køre ad alternative ruter, hvis de skal frem til biblioteket.

Flere nordjyder nomineret til Årets Sportsnavn

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark har offentliggjort de sidste fem nominerede til Årets Sportsnavn 2024, og flere nordjyder og nordjyske spillere er at finde blandt.

Blandt de sidste fem navne er den nordjyske cykelrytter Jonas Vingegaard, der vandt titlen tilbage i 2022.

Derudover er mændenes håndboldlandsholdet også nomineret, efter de vandt OL-guld i sommer.

På holdet var flere Aalborg Håndbold-spillere at finde. Både veteranerne Henrik Møllgaard og Niklas Landin, men også Thomas Arnoldsen var at finde, og så var de nordjyske knægte Magnus Saugstrup og Simon Hald også en del af holdet.

Dog var sidstnævnte ikke med hele turneringen, da han blev skadet.