Kort Nyt

Advarer! Død grævling på motorvejen

Du skal være opmærksom, hvis du kommer kørende på E39 fra Aalborg mod Hirtshals mellem afkørsel 4 Hjørring S og afkørsel 3 Hjørring C.

Der ligger nemlig en død grævling på vejen.

Det skriver Vejdirektorat via sit trafikkort klokken 10.49.

Drivhus i flammer efter 'utilbørlig omgang med ild'

En person er blevet sigtet efter beredskabsloven efter en brand lidt efter klokken 10.00 lørdag for 'noget utilbørlig omgang med ild, der har startet flammerne.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

Et drivhus lavet af træ på en adresse på Vustholmevej i Fjerritslev var blevet efterladt med tændte stearinlys, og det endte med at blive drivhusets endelige.

- Der er tændt nogle stearinlys, og man har forladt stedet i den tro, at de ikke var tændt alligevel, men da man kommer tilbage, er der ild i trædrivhuset, lyder det fra Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi.

Drivhuset er ødelagt, men flammerne har ikke spredt sig yderligere.

Forsvundet i flere måneder: Nu er mand fundet død

En 68-årig mand fra Frederikshavn har været forsvundet siden 17. juli og efterlyst siden 21. juli.

Lørdag ved 13-tiden blev en mand fundet død i et skovområde mellem Strandby og Elling, og det er med stor sandsynlighed den forsvundne mand, oplyser Nordjyllands Politis vagtchef Karsten Højrup.

Den 68-årige mand forsvandt med stor mystik tilbage i juli, og der blev sat en stor eftersøgning i gang.

Nordjyllands Politi efterlyste ham både lokalt og internationalt, der blev brugt helikopter og politihunde, ligesom foreningen Missing People også flere gange ledte efter manden.

Politiet indstillede godt nok eftersøgningen 24. juli, men havde på daværende tidspunkt stadig et håb om at finde manden i live.

Lørdag klokken 13.10 ringede en jæger dog til politiet med meldingen om en dødfunden mand.

Vagtchef Karsten Højrup ved Nordjyllands Politi fortæller, at der ikke er mistanke om nogen kriminel handling, og at de pårørende er underrettet.

Han oplyser samtidig, at den 68-årige mand har ligget i skovområdet i flere måneder.

Thisted udraderer Aarhus-hold

Der var klasseforskel på FC Thy-Thisted Q's kvindefodboldhold og ASA Aarhus' ditto, da de to mandskaber mødtes i et opgør i 1. division i Thisted.

Hjemmeholdet skulle lige bruge 25 minutter på at få sat scoringen til 1-0 ind i netmaskerne.

Målscoreren var Emilie Fink, og 14 minutter efter hendes scoring kom den næste ved Mathilde Hansen, og så gik det ellers stærkt lige op til halvleg.

3-0 blev det et minut senere igen ved Emilie Fink, før Mathilde Hansen fem minutter senere også ville være dobbelt målscorer med scoringen til 4-0.

Så kunne gæsterne gå til halvleg med den spand koldt vand lige i hovedet.

Thisted-kvinderne var lidt mere humane ved deres modstander i anden halvleg, hvor Mathilde Hansen fik sit hattrick efter 60 minutters fodbold med scoringen til 5-0.

Emilie Fink havde tilsyneladende ikke tænkt sig at stjæle rampelyset ved også at lave sin tredje scoring, ligesom ingen andre af aktørerne satte bolden i mål i de sidste 30 minutter.

Dermed kunne FC Thy-Thisted Q tage sejren på 5-0.

Klubben har nu 22 point efter 10 kampe kun overgået af suveræne FC Midtjylland, der har 27 point efter det samme antal kampe.

Thisted har otte point ned til Næstved og dagens modstander fra ASA Aarhus på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.

Aalborg-kvinder får flot point på udebane

Nyoprykkede EH Aalborg har efter fire kampe af Kvindeligaen fået én sejr og dermed to point.

Lørdag eftermiddag havde håndboldholdet en ny mulighed for at skaffe sig point ude mod Horsens i et opgør, hvor nordjyderne var underdogs.

Det indledende kampbillede var også med Horsens i førersædet.

Gæsterne var dog ikke mere end et eller to mål efter, og EH Aalborg kom også foran ved 9-8 og ved halvleg var mandskabet endda foran med 16-14.

Nordjyderne scorede anden halvlegs første mål, men så begyndte Horsens at bide fra sig igen.

Tre scoringer i træk, og der stod 17-17, før EH Aalborg igen fik scoret.

Hjemmeholdet kom dog foran 19-18, og derefter var det oftest dem, der var et skridt foran, men helt tæt blev det til sidst.

EH Aalborg var ellers bagud med 27-25 med få minutter igen, men to scoringer fik dem på remis inden de sidste sekunder af opgøret skulle afvikles.

Det lykkedes ikke nogen af holdene at få afgjort sagerne til egen fordel, hvorfor opgøret endte uafgjort 27-27.

De store målscorere for EH Aalborg blev Frederikke Gulmark med fem scoringer på ni forsøg, Clara Lerby med seks scoringer på ligeledes ni forsøg, mens Silje Brøns scorede syv gange på 13 forsøg.

Det ene point bringer EH Aalborg op på en øjeblikkelig niendeplads med tre point, men Aarhus United og Silkeborg-Voel har stadig deres femte kamp til gode.