33-årig mand anholdt - truede og begik hærværk med kokkekniv
Opdateret: Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger
Det blev ikke helt den gode fredag aften for flere i Sindal, som man kunne have håbet på.
En 33-årig mand fra lokalområdet havde ved flere adresser i Sindal truet nogle personer med en kokkekniv, ligesom han havde begået en del hærværk ved blandt andet at smadre en rude i byen.
- Vi får anmeldelsen klokken 21.25, hvor han går rundt og sender en masse trusler til højre og venstre på en bodega, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Ole Buus og fortsætter:
- Vi får fat i ham, og han sidder nu inde hos os og er anholdt.
Til slut fortæller vagtchefen, at den 33-årige mand var påvirket, og at han er en person, som politiet allerede kender fra tidligere sager.
Senere lørdag endte manden i et grundlovsforhør, som resulterede i, at han nu er blevet varetægtsfængslet i fire uger.