Virksomhed udsat for andet indbrud på under to måneder
Tirsdag mellem klokken 20 og onsdag klokken 6 var virksomheden Sæby Produkthandel udsat for indbrud, og det er langt fra første gang, det er sket.
For under to måneder siden havde Sæby Produkthandel også besøg af ubudne gæster. Her blev der stjålet alufælge og kabelrester til en værdi af 30.000 kroner.
Ligesom sidst har indbrudstyvene klippet hegnet op til virksomheden. Den her gang virksomheden fået stjålet et par tons metal.
På marken uden for Sæby Produkthandel kan der ses hjulspor fra dét, der muligvis er en varebil. Tyvekosterne blev stjålet fra containerkasser på pladsen i nærheden af der, hvor tyvene brød ind.
I alt har gerningsmændene neglet 500 kilo kabler med aluminium, omkring 850 kilo kobber, godt 700 kilo bly og cirka 300 kilo rustfri stålplader.
- Vi efterforsker bredt, men vi kan ikke udelukke, at det er samme gerningsmænd som sidst. Hvis der er nogen, der har set noget, så vil vi meget gerne kontaktes på 114, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Peter Skovbak.
Preben Madsen, der står i spidsen for Sæby Produkthandel, var selvsagt meget ærgerlig over, at de endnu engang er blevet udsat for indbrud.