Kort Nyt

Vil forbedre servicen markant overfor virksomhederne

Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune har onsdag besluttet, at der skal sættes massivt ind på at forbedre servicen overfor kommunens virksomheder.

Det skriver Kanal Frederikshavn.

- Vores målsætning er at gøre det bedre i forhold til virksomhederne. De skal opleve, at tingene bliver bedre, større smidighed og et højere tempo, udtaler borgmester Birgit S. Hansen.

Debatten er i dag taget op i Økonomiudvalget efter Dansk Industris erhvervsvenlighedsmåling, hvor Frederikshavn Kommune blev nummer 73 ud af 91 deltagende kommuner.

- Med al respekt handler det ikke om, hvilket nummer vi bliver i målingen, men vi skal gerne kunne se, at vi har en bedre placering, lyder det fra Birgit S. Hansen, da hun bliver forhold, hvad målsætningen er i næste års måling.

81 virksomheder i Frederikshavn Kommune svarede på Dansk Industris spørgsmål, og Økonomiudvalget beder de 81 virksomheder kontakte kommunaldirektør Thomas Eriksen med kritikpunkter.

Har du set noget? Påkørte 16-årig bagfra og stak af

En 16-årig dreng slap med forskrækkelsen, da han onsdag aften blev påkørt af en bil bagfra. Føreren af bilen stak af, efter bilisten ramte den 16-årige.

Det fortæller Lars Rosenvinge fra lokalpolitiet i Hobro.

- Han er ikke kommet alvorligt til skade. Han har hudafskrabninger på hænderne, og han har fået ridser på sin hjelm.

Den 16-årige kom tirsdag aften klokken 22.00 kørende på knallert ad Gl. Visborgvej, da han ud for nummer 114 blev ramt af bilen bagfra.

Bilen bliver beskrevet som en sort eller mørkeblå Skoda Octavia med et registreringsnummer, der starter med bogstaverne 'UK'.

- Vi hører meget gerne fra ejeren af bilen eller fra eventuelle vidner, lyder det fra Lars Rosenvinge.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 1-1-4.

Tåget morgen, men så kommer sensommervejret

Natten har skabt perfekte forhold for tågen, og det kan skabe visse trafikale problemer, når folk sender sig selv afsted på arbejde torsdag morgen.

Men frygt ej, vejret bliver meget bedre i løbet af dagen.

Der kan gå lidt tid, før sådan en tæt tåge forsvinder, når det er efterår, men de fleste steder skulle tågen have lagt sig, når formiddagen for alvor rammer.

Og derefter viser det tidligere efterår, at det kan producere fint vejr samt flotte varmegrader.

I eftermiddag vil der nemlig være mulighed for helt op til 21 grader i det nordjyske, og det bliver rigtig sommerligt med 'ikke ret meget vind at give af', oplyser meteorolog hos TV 2 Vejr Lone Seir.

I aftentimerne vil det fortsat være stille og klart, mens temperaturerne falder til under 15 grader.

Åbner omsorgscenter i Aalborg

Syge hjemløse borgere får fra 24. september muligheden for at få op til 14 dages ro og restitution med gratis kost og logi på omsorgscenter Nordly i Aalborg.

Tilbuddet er til de hjemløse borgere, der har været indlagt på hospitalet, oplyser Røde Kors.

Det nye omsorgscenter åbner i et samarbejde mellem Region Nordjylland, netop Røde Kors og med økonomisk støtte fra Social- og boligstyrelsen.

Der vil være plads til fem patienter på ad gangen på omsorgscenteret.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde en plads på et omsorgscenter til nogle af de borgere, der har allermest brug for støtte. Vi glæder os rigtig meget til, at vi kan slå dørene op og tage imod de første borgere, som har et helt særligt behov for rolige rammer til restitution, lyder det fra Marie-Louise Gotholdt, der er national chef i Røde Kors.

- Vi overvåger situationen

Når du trisser afsted mod arbejde torsdag morgen, skal du være opmærksom, for der er nemlig dannet tæt tåge i løbet af natten ifølge DMI.

- Nogle steder er tågen tæt, dvs. sigten er under 100 meter, skriver DMI i et opslag på X.

Det handler om at komme afsted i god tid ifølge vejrinstituttet, men du kan så glæde dig til hen på formiddagen, hvor tågen letter, og det bliver en lun dag med 18 til 22 grader.

Det er faldende temperaturer, rolige vindforhold samt klart vejr, der har givet perfekte forhold til tågedannelse natten over.

- Vi overvåger situationen og opdaterer om nødvendigt, lød det i nat 01.10 fra vagthavende meteorolog Mette Wagner på DMI's hjemmeside.

DMI har udsendt et kategori 1 varsel i forhold til tågen, hvilket dermed er i kategorien 'voldsomt vejr'.

Aalborg Håndbold skuffer i Champions League

Onsdag aften skulle Aalborg Håndbold forsøge at hente den anden sejr i Champions League og den sjette sejr i streg siden sæsonen begyndte.

Det endte dog med et nederlag, og en skuffende et af slagsen.

Aalborg Håndbold tabte nemlig med hele otte mål ude mod HC Zagreb, da kampen endte 31-23.

Kroaterne formåede at gå til pause med stillingen 13-9, og det overtag hold man i resten af kampen.

Dermed måtte Aalborg-spillerne gå skuffet fra banen.