Svenskere kan rejse gratis til Frederikshavn i påsken
I første kvartal steg svenske bookinger med færgeselskabet Stena Line 25 procent, og nu tilbyder færgeselskabet i påsken gratis rejse for svenskere til Frederikshavn.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
De seneste år har de svenske bookinger ellers haltet bagefter de danske bookinger på grund af den lave kronekurs.
Og de svenske turister manglede da også i Danmarks nordligste kommune i sommer, hvor 36 procent flere danskere ferierede i Sverige end omvendt.
- Det gør da ondt, og det er rigtigt ærgerligt. Vi savner helt klart svenskerne, men faktisk turister i det hele taget. Dem kunne vi godt ønske os nogle flere af, sagde Jannick Olesen, som er Store Manager hos Jack & Jones i Frederikshavn til TV2 Nord i juli.
Men nu er udviklingen altså ved at vende.
- Vi ser en klar tendens til, at vores svenske kunder igen vælger at rejse til Danmark, hvilket er en positiv udvikling efter et år med usikkerhed omkring høje renter og husholdningsøkonomien generelt. Vores bookingtal tyder på, at svenskerne trods dette vælger at rejse og holde ferie, og Danmark er en populær destination, siger Ulf Staaff, der er Travel Commercial Manager hos Stena Line til mediet.