Sur smiley til pizzeria koster 5000 kroner
Milan Pizza, der ligger i Frederikshavn, har fået en sur smiley. Den 11. oktober fik de besøg af Fødevarestyrelsen, og her var en række utilfredsstillende ting årsagen til, at kontrolbesøget endte med en sur smiley og en bøde på 5000 kroner.
I rapporten fra Fødevarestyrelsen lyder det blandt andet:
- Der mangler kantbånd på bord ved friture flere steder. Samme bordplade slutter ikke tæt til væg, og fuger er revnet.
- Ved stålbord med vaske er der skimmellignende pletter.
Det fremgår også af Fødevarestyrelsens rapport, at virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på tre ud af de seneste fire kontrolbesøg.
Siden det seneste besøg har pizzeriaet ifølge dem selv udbedret anmærkningerne. Blandt andet er det førnævnte bord og bordplade blevet udskiftet.
- Det hele, som det handler om, er der kommet styr på, siger Lærke Andersen, der er bestyrer af stedet.
- Vi har været i kontakt med Fødevarekontrollen, og vi er klar til de kommer igen på et tidspunkt, siger hun.