Kort Nyt

Sort personbil smadrede indgangsparti til Power i mislykket indbrudsforsøg

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et ødelagt indgangsparti er det, som venter kunderne, der skal ind og se på elektronik i Power i Frederikshavn onsdag. 

Natten til i dag forsøgte fire mænd på ulovlig vis at skaffe sig adgang til elektronikvarehuset. Klokken 03:41 bakkede en sort personbil ind i glasdørene, der udgør indgangspartiet til Power. 

Forkert nummerplade på bilen

Glasdørene blev smadret, og gerningsmændene fik dermed adgang til vindfanget. Men det lykkedes stadig ikke for de fire gerningsmænd at skaffe sig adgang helt ind til forretningen. 

- Vi kan se på overvågningen, at der er fire gerningsmænd, og de er på stedet i tre minutter, inden de opgiver og forlader stedet igen, siger Anni Brix fra Nordjyllands Politi. 

Ifølge Anni Brix er der tale om en sort bil, der enten er eller ligner en Toyota Verso. Men nummerpladen på bilen stammer fra en Toyota Yaris. 

- Så vi har jo mistanke om, at bil og nummerplade er stjålet, siger Anni Brix. 

Jagten på de fire gerningsmænd er sat ind. Onsdag morgen fik Nordjyllands Politi en henvendelse fra en borger, som havde set en bil på en adresse i Frederikshavn, der kunne være den savnede bil. 

- Vi har en patrulje, der er kørt ud til adressen, men de har ikke afgivet rapport endnu, lyder det.  

Nordjyske ansøgninger til julehjælp slår rekord

Hele 2640 familier fra Nordjylland har søgt om julehjælp fra Blå Kors i år. Det er lidt under 300 mere end sidste år.

- Vi møder mange familier, som ikke har råd til de mest basale ting, og som hver måned kæmper for at få pengene til at slå til, siger han og peger på de stigende leveomkostninger:

- Priserne på fødevarer fortsætter med at stige, så pengene rækker ikke langt, når varerne lander i indkøbskurven. Det gør, at mange forældre bekymrer sig om, hvorvidt de kan give deres børn en god jul, siger generalsekretær i Blå Kors, Morten Skov Mogensen.

Julehjælpen består i år af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl.

Ekstra stor check på vej til 300.000 pensionister

Ældrechecken som gives til de pensionister med lavest indtægter, bliver permanent sat op med 5.000 kroner ekstra.

Derudover bliver ældrechecken prisreguleret, så det samlet er en stigning på 5800 kroner. Det er den højeste stigning i ældrechecken i 10 år.

- Sammen med den generelle stigning i folkepensionen betyder det, at ældrecheckmodtagere får en mærkbar forbedring af deres økonomi, som, jeg er fuldstændig klar over, kan være presset. Det her vil forhåbentlig være med til at gøre hverdagen lidt nemmere, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S).

To personer skal i grundlovsforhør efter knivstikkeri

En 20-årig mand blev natten til torsdag stukket ned i en lejlighed i Kærby i Aalborg.

Siden har politiet anholdt to personer, og de skal senere torsdag fremstilles i grundlovsforhør. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to personer er sigtet for særligt groft røveri. Politiet mener, at der er tale om et internt opgør i det kriminelle miljø, og der er dermed ikke tale om et tilfældigt overfald.

De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 13:00 ved Retten i Aalborg. 

Marked præsenterer millionoverskud

Godt vejr trak mange af huse og fik over 100.000 gæster til at besøge årets udgave af Store Brønderslev Marked. Det kan aflæses på bundlinjen, hvor markedet kan præsentere et overskud på 1.907.000 kroner.

Det offentliggjorde formanden for Store Brønderslev Marked, Carsten Overgaard, onsdag aften på generalforsamlingen i markedsforeningen.

Overskuddet, som fordeles mellem en række foreninger, er det næststørste i markedets historie - kun overgået af 2022, hvor overskuddet lød på over to millioner kroner.

Værk af kendt skagensmaler kommer på auktion

Det vil helt sikkert være en populær julegave for en kunstelsker, men du skal have de store sedler frem, hvis du vil sikre dig P.S. Krøyer-maleriet 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen', når det kommer på auktion i begyndelsen af december.

Auktionshuset Bruun Rasmussen, som får maleriet fra 1892 under hammeren, forventer, at salgsprisen ender på mellem fire og seks millioner kroner.

Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.