Skagensvej genåbner tidligst onsdag klokken 10
Arbejdet med at pumpe vand væk fra Elling Å trækker ud. Nordjyllands Beredskab meddeler tirsdag aften, at vejen tidligst genåbner onsdag klokken 10.
Beredskabet har været i aktion ved Elling siden klokken 02.30 natten til tirsdag, og de pumper 43.000 liter vand væk i minuttet.
Og der er ingen hjælp at hente i vejrudsigten. For selvom DMIs stormvarsel er afblæst, forventer instituttet, at der fortsat kan opstå problemer med oversvømmelser i det nordjyske, fordi det skal regne de kommende dage.
- Frem til onsdag aften vil der især i Nordjylland komme yderligere en del regn. De seneste prognoser indikerer, at der kommer yderligere mellem 10 og 20 millimeter nedbør, lokalt måske 25 millimeter, skriver DMI.
- Man er selvfølgelig altid nervøs for, at vi når et kritisk punkt hernede. Der har vi nogle forskellige ting, vi kan tage i brug. Blandt andet ekstra slanger, traktorpumper og nogle gamle pumper, der står indenlands. Men kommer vi i den situation, hvor vi får en regn- eller snehændelse - vi kan kalde det en 50 eller 100-års hændelse - så er det klart, vi vil få noget ekstra at se til, siger indsatsleder Thomas Dybro til TV2 Nord tirsdag aften.