Skagen har de stor succes med at tiltrække krydstogtskibe
Over 60 besøg og flere end 150.000 krydstogtgæster.
Det er, hvad Skagen regner med at nå op på, når sæsonen for anløb af krydstogtskibe er færdig i år.
Og det kulminerer i denne uge, hvor der er seks anløb på fire dage.
Første anløb var i dag af skibet AIDAnova, der er det 12. største krydstogtskib i verden.
Skibet har plads til 6.654 passagerer og 1.646 besætningsmedlemmer, så det er nærmest en lille by, der i dag lægger til kaj i Skagen. Til sammenligning har Danmarks nordligste by 7.547 indbyggere.
Og det vækker glæde blandt byens erhvervsdrivende og ikke mindst Anne Sofie Rønne, der er cruisemanager hos Port of Skagen.
- Jeg er meget glad. Det er det bedste simpelthen, siger hun.
Og det er en ordentlig mundfuld at få transporteret de mange tusinde turister på tur til Skagens seværdigheder.
- De mest populære ture, det er sådan Skagen Highlights, hvor de er på grenen og kører med sandorm, og så er de ved den tilsandede kirke. Så er de måske på et af vores museer og sådan lidt rundt i byen.
Og de erhvervsdrivende kan nærmest ikke få armene ned.
- Vi har rigtig mange kunder i butikken, og de lægger rigtig mange penge her hos os, så det har en kæmpe betydning. Og gæsterne fra skibet er også glade, siger Mette Stenbroen, der er indehaver af Stenbroen Guld og Ure.
Krydstogtsæsonen i Skagen varer frem til november.