Signalfejl giver togkaos i Nordjylland
En signalfejl ved Kvissel giver forstyrrelser i den nordjyske sommertransport mandag, hvor flere regionaltog er aflyst på rute 75 mellem Hjørring og Frederikshavn.
Det skriver SkagenNyt.
Flere morgentog har været aflyst, og det samme billede tegner sig resten af dagen.
AFLYSTE TOG
Hjørring St. - Frederikshavn St.
13:24 - 14:24 - 15:24 - 16:24 - 17:24 - 18.24
Frederikshavn St. - Hjørring St.
12.42 - 13:42 - 14:42 - 15:42 - 16:42 - 17:42
Banedanmark regnede i første omgang med, at fejlen er udbedret ved middagstid.
Alligevel er togene resten af dagen også forstyrret. Det skyldes ifølge den administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner, der har togdriften på strækningen, at den vurdering er lidt for optimistisk.
Den administrerende direktør, Martin Sort Mikkelsen, regner med, at problemet senest er løst onsdag.
- Det er rigtig træls. Heldigvis er det ikke en så travl periode, siger Martin Sort Mikkelsen.
Der kører stadig tog på strækningen, men ikke lige så ofte som normalt. Det er ifølge Martin Sort Mikkelsen, fordi man kører med en 'robust køreplan', så de tog, der kører, har en chance for at komme igennem.
- Vi vurderer hele tiden, om der skal indsættes togbusser og er klar til at gøre det, hvis det bliver nødvendigt. Ofte er den hurtigste løsning dog at tage et af de tog, der stadig kører.