Opdateret 17.30 med antal anholdelser og flere citater fra vagtchefen.
Søndag eftermiddag har Nordjyllands Politi været i aktion i Aalborg, efter de fik flere anmeldelser om, at en flok på ti drenge havde forsamlet sig i en baggård på Jyllandsgade i Aalborg.
Derfor blev der sendt en patrulje, men da politiet ankom til stedet, løb flokken i alle retninger.
- Vi har anholdt to, og den ene bliver sigtet efter knivloven, fortæller vagtchef Karsten Højrup.
Den sigtede er en 16-årig dreng, som det lykkedes politiet at identificere, fordi der i forbindelse med optrinnet, er blevet taget et billede af ham, hvor han holder en 'meget stor kniv', fortæller vagtchefen videre.
Derudover har politiet fundet to knive i en trappeskakt, og det skal nu undersøges om den ene af dem, er den som den 16-årige er i besiddelse af på billedet.
- Det er nok to grupper, der af en eller anden årsag er røget i totterne på hinanden, og det lader ikke til at have noget med bander at gøre. Umiddelbart er der ikke noget sammenfald med medlemmerne i GT-gruppen og A12.
Der er fortsat politi i området omkring John F. Kennedys Plads og Prinsensgade.