Meldte sig ud: Nu er løsgænger tilbage i Socialdemokratiet
I midten af januar i år forlod Erik Kyed Trolle Socialdemokratiet og blev dermed løsgænger i Frederikshavn Byråd.
Det gjorde han blandt andet med den her besked.
- Min beslutning er begrundet i, at jeg ikke længere føler, at samarbejdet i den socialdemokratiske byrådsgruppe lever op til den forventning, jeg måtte have til et godt politisk miljø.
Nu har han dog igen meldt sig ind i partiet, skriver Kanal Frederikshavn.
- Jeg har dags dato genindmeldt mig i Socialdemokratiet og vil derfor fremadrettet indgå i den socialdemokratiske byrådsgruppe, lyder det indledningsvist fra Erik Kyed Trolle.
- Min beslutning skal ses som et udtryk for støtte til den nyvalgte borgmester Karsten Thomsen, som adskillige gange har udtrykt ønsket om at genskabe samarbejde og tillid i byrådet - et ønske, som jeg også vil arbejde for.
I torsdags skiftede Martin Tøttrup Kelkelund fra Socialdemokratiet til SF, men med Erik Kyed Trolle tilbage er der igen 17 socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Frederikshavn Kommune.