Motorcyklist med sukkersyge fik bøde på 5.000 kroner
Det kan være dyrt at køre i trafikken med lavt blodsukker - og uden kørekort.
Tirsdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om, at en motorcyklist kørte 'bemærkelsesværdigt' på Østkystvejen i den sydligste del af Frederikshavn Kommune.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Og da patruljen på stedet også fandt kørslen, som foregik på midterlinjen mellem de to kørebaner, bemærkelsesværdig, stoppede de ved 13-tiden den 58-årige mand fra Frederikshavn.
Årsagen til den bemærkelsesværdige kørsel var lavt blodsukker, for det viste sig, at motorcyklisten havde sukkersyge.
Måske havde den forklaring hjulpet ham, hvis ikke det var fordi, manden heller ikke kunne fremvise et gyldigt kørekort.
Derfor sigtes den 58-årige mand for kørsel uden gyldigt kørekort. Det koster første gang en bøde på 5.000 kroner, men hvis man bliver taget fire gange uden kørekort, ender regningen på 10.000.