Kort Nyt

M.A.R.S. Europe stævnet efter skib ødelagde boreplatform

Hvem har ansvaret for, at skrotskibet Zafiro Producer rev sig løs i oktoberstomen for godt et år siden og forårsagede store skader på blandt andet en dok og en boreplatform?

Svaret på det spørgsmål står hen i det uvisse, men nu er M.A.R.S. Europe blevet stævnet af firmaet Noble Drilling, der ejer boreplatformen, skriver doi.dk.

Sø- og Handelsretten modtog stævningen i oktober.

Det har ikke været muligt for TV2 Nord at få en kommentar fra direktør i M.A.R.S., Kim Thygesen, men han bekræfter overfor mediet, at de har modtaget en stævning.

- Det var faktisk forventeligt, at der ville komme et efterspil, og vi har haft et år til at forberede os på det. Det er en lang proces, og det kommer til at tage år, siger Kim Thygesen til mediet og lover i samme ombæring:

- Vi har sørget for, at det ikke kommer til at ske igen.

Uheld totalspærrer motorvejen - trafikken ledes af

Både politi og redning er tilstede mellem afkørsel 13 Sæby Syd og afkørsel 12 Sæby Nord i nordgående retning, da der er sket et uheld på E45.

Det gør, at motorvejen ved uheldet lige nu er totalspærret. Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

Afspærringen gør, at trafikken ledes af ved Sæby Syd.

På nuværende tidspunkt er forventningen, at vejen genåbnes i løbet af aftenen.

Opdateres...

Her skabte Ole Lund Kirkegaard danmarkskendte værker

Lille Virgil, Albert, Orla Frøsnapper og Otto er et næsehorn.

Det er blot nogle af de klassikere, som Ole Lund Kirkegaard skabte i sin tid som skoleleder på den nu tidligere Oue Skole.

Skolen har igennem mange år udelukkende været brugt til privat bolig, men nu er den igen til salg. Man kan erhverve sig den for den nette pris af 1.495.000 kroner, som tæller 277 kvadratmeter villa, 10 rum, 4036 kvadratmeters grundareal - og hele otte toiletter.

Du kan læse meget mere om skolen - og se billederne derfra - herunder:

Tican indgår forlig med fyret medarbejder

Slagteriet Tican har indgået en aftale med Peter Uno Andersen, efter han blev fyret.

Det bekræfter Peter Uno Andersen, der dog ikke vil løfte sløret for detaljerne i aftalen.

Han blev fritstillet i septemver, og derfor fik han ikke lov at arbejde i sin opsigelsesperiode. Samtidigt betød fritstillingen, at han abejdede til den lavest mulige timeløn, der var 85 kroner under, hvad han vlle få, hvis han havde fået lov at møde ind på sit arbejde i sin opsigelsesperiode.

Fødevareforbundet NNF var ikke sene til at kalde fyringen for usaglig, beskidt og uværdig, og nu har fagforeningen altså indgået forlig med Tican.

Kvinde død efter påkørsel

En ældre kvinde er torsdag afgået ved døden efter, at hun blev kørt ned af en lastbil ved Mejerigade i Vrå.

- Det er med al sandsynlighed en 86-årig kvinde, hvor pårørende er underrettet. Vi skal endeligt have fastslået, at det er hende, men alt tyder på det, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Ulykken skete på en parkeringsplads nær SuperBrugsen, og det er ifølge vagtchefen sket ved lav hastighed. Vidner så ulykken ske, og politiet har set videomateriale fra en af de nærliggende butikker.