Kort Nyt

Købte milliondyr beslaglagt Lamborghini - nu er den sat til salg igen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der var stor jubel, da luksusbilforhandleren Bilboel købte en milliondyr, beslaglagt Lamborghini Huracán Spyder for 1,9 millioner på en auktion i Vejle.

Og det er måske ikke så underligt. For godt en måned efter, at hammerslaget lød i Vejle, er bilen sat til salg igen. Denne gang skal du dog have flere penge op af lommen for at købe den. Prismærket lyder nemlig på 3,5 millioner kroner.

Det skriver det norske medie VG.

Lamborghini blev danmarkskendt, da nordmanden Shaka Ameen blev målt til at køre 228 kilometer i timen på Hirtshalsmotorvejen på vej hjem til Norge.

Og med så meget fart på, falder det ind under færdselslovens bestemmelser om vanvidskørsel. 

Derfor fik politiet nøglerne til den 2,1 millioner dyre bil, som den fartglade nordmand fra Stavanger lige havde købt i Tyskland, og som han var ved at fragte hjem til Norge, da politiet stødte på ham på Hirtshalsmotorvejen. Derfor blev bilen konfiskeret.

Håber stadig på ny retssag

Normanden ankede byrettens dom, hvor han ved byretten i Hjørring 18. februar blev dømt for vanvidskørsel, mistede sit kørekort, fik 20 dages fængsel og fik indrejseforbud i seks år.

Dommen bestred nordmanden, da han ikke mente, han kørte så hurtigt, som politiet målte ham til. Derfor ankede han dommen til landsretten, der stadfæstede byrettens dom.

- Jeg fik en klump i halsen, da jeg så, at bilen var sat til salg igen, siger Shaka Ameen til VG.

Og han hævder stadig overfor det norske medie, at han ikke har kørt så stærkt i Danmark, som Nordjyllands Politi målte ham til.

- Min advokat har undersøgt de danske politianmeldelser og opdaget fejl i timing og tidsberegninger, som kan have betydning for afgørelserne i sagen, siger Shaka Ameen og tilføjer, at der er en lille chance for en ny retssag i Danmark.

Pirates taber med et brag

Aalborg Pirates fik prygl her til aften, da de spillede mod Herlev Eagles.

Holdet, der elles ligger nummer to i ligaen måtte se sig slået 5-0 af rivalerne.

Trods tabet er Aalborg Pirates dog stadig nummer to i ligaen med 47 point, mens Herlev Eagles nu har 42. Først i ligaen er Herning Blue Fox med 52 point.

På bare et minut lykkedes det i løbet af kampen Herlev Eagles at score mål tre gange. Og således tog Eagles føringen 3-0 og det blev kun værre som tiden gik.

I dagevis har telefonerne været nede hos stort lægehus

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system.

Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

Hverken Region Nordjylland eller Alles Lægehus har ønsket at stille op til interview. Alles Lægehus oplyser dog, at telefonerne virker igen.

Flere turister i oktober

Det har været et godt efterår i Nordjylland.

I hvert fald hvis man arbejder med turisme. For der har nemlig været en del flere overnatninger i Nordjylland på både hoteller, vandrehjem, campingpladser og sommerhuse med videre i løbet af oktober.

Faktisk har der været knap 7 procent flere overnatninger i Nordjylland i oktober i år sammenlignet med sidste år. I år har der været 320.495 overnatninger i Nordjylland i oktober. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tre nordjyske adresser spillede en rolle i to mænds hvidvask af 167 millioner

NSK har onsdag sigtet to mænd på 38 og 41 år for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget, og her blev 35.000 kroner i kontanter og kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner beslaglagt.

Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.

De sigtede vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.