Kæmpe kontrol i Skagen: Flere sigtede
Myndighederne er denne torsdag godt i gang med at tjekke op på diverse trafikanter under Hellerup-ugen i Skagen.
Motorstyrelsen, Færdselsstyrelsen og politiet har således foretaget kontroller.
For politiet vedkommende har det de sidste år været forholdsvist småt med sager, og sådan har det også været i år.
- Fokus har været spiritus- og narkokørsel, og der er fire, der er blevet sigtet for narko - ingen for spiritus, fortæller politikommissær fra færdselsafdelingen hos Nordjyllands Politi Jess Falberg Nielsen.
Han fortæller desuden, at der har været lidt andre sager med blandt andet at køre, imens den håndholdte mobiltelefon er i brug.
- Det er lidt ligesom, det har været de sidste par år. Vi har ikke regnet med det helt store, lyder det fra Jess Falberg Nielsen.
Motorstyrelsen og Færdselsstyrelsen har som skrevet også foretaget kontroller i Skagen, og TV2 Nord håber at følge op på deres fangst en af de kommende dage.