Indbrud hos købmand i sommerhusområde
Natten til søndag klokken 03.19 gik alarmen hos købmanden i et sommerhusområde i Bratten, da en rude til baglokalet blev knust.
Ifølge politiet er der stjålet 110 pakker cigaretter, et ukendt antal spiritusflasker og et kontantbeløb.
- Vi har overvågningsbilleder, som viser gerningsmanden. Dem kigger vi på i dag, fortæller politikommisær Peter Skovbak, der er leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
Politiet hører også gerne fra eventuelle vidner, som har set, hørt eller bemærket noget natten til søndag. Politiet træffes på 1-1-4.