Fundament til omstridt Henning Kjeldsen-projekt støbes i dag
Klokken fem lørdag morgen gik håndværkere i gang med en opgave, der kommer til at vare indtil klokken 21 lørdag aften.
For nu går arbejdet i gang med at støbe fundamentet til det Henning Kjeldsen-projekt, der trods en indsigelse og politiske uenigheder blev stemt igennem byrådet i Frederikshavn kommune i slutningen af august.
Det skriver Skagennyt.
De politiske uenigheder om projektet skal ses i lyset af, at det ikke er så lille et projekt, der nu skal opføres i Skagen.
Bygningen er hele 10.000 kvadratmeter, og der skal blandt andet opføres en 34 meter høj skorsten i projektet, der hedder 'Maskinrummet', og som kommer til at indeholde en restaurant og et butikscenter.
Derfor har politikere været ude at kritisere, at der i den politiske process manglede visualiseringer af projektet, og derfor blev sagsbehandlingen kritiseret.
- Den høje bygning bliver dobbelt så høj som det gamle sømandshjem bagved, og det tror jeg ikke, folk er klar over. Og det kan da godt være, vi kan acceptere det, men det at vi ikke kan få det at se, det er ikke normalt i en byggesag. Sådan noget skal da visualiseres. Der skal laves skyggediagrammer, sagde skagbo og Venstre-politiker Peter Sørensen til TV2 Nord i august.
Derudover har en borger lavet en indsigelse, fordi han frygter, at det kan føre til indkig, når der skal bygges så højt.
Ifølge mediet skal der bruges 2000 ton beton til 'Maskinrummet', hvilket svarer til 50 læs der skal fragtes til byggepladsen på Skagen Havn og Skagen Betons værker.