Kort Nyt

Frederikshavn White Hawks forstærker sig med ung offensivspiller

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der skal læres et nyt ansigt at kende, hvis man følger Frederikshavn White Hawks. Onsdag morgen meddeler klubben, at de har hentet den 23-årige finne Eetu Mäki fra den kommende sæson. 

Eetu Mäki har spillet hele sin karriere i Finland - senest for KeuPa HT. Men nu rykker han teltpælene op og rykker til det nordjyske. Han deltager sammen med resten af White Hawks-holdet, når træningsopstarten begynder torsdag i næste uge. 

- Jeg er glad for at få chancen i White Hawks, som jeg kun har hørt godt om. Det bliver rigtig spændende at komme til byen og blive en del af holdet. Jeg glæder mig til at møde alle i og omkring klubben, og ser frem til sæsonstarten inden længe, siger Eetu Mäki i forbindelse med skiftet. 

Ifølge cheftræneren i Frederikshavn White Hawks, Patric Wener, har han fulgt den nye spiller i flere år. 

- Han bliver en gevinst for vores offensive spil, hvor han har et godt skud, og han derfor også bliver nyttig i vores powerplay. Han kommer fra den gode finske skole, så jeg glæder mig meget til at have ham under vingerne i den kommende sæson, lyder det. 

Eetu Mäki er blevet tildelt trøjenummer 16. 

Kraftig sort røg får beredskab til at evakuere etageejendom

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Brønderslev, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er kraftig, sort røgudvikling fra en lejlighed, hvor meldingen lyder på, at der er ild i en emhætte.

Derfor er beredskabet i gang med at evakuere bygningen.

Beredskabet skriver på X, at man skal give plads til udrykningskøretøjerne.

Opdateres...

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.