Kort Nyt

Frederikshavn Havn må låne yderligere 34 millioner for at overleve

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

 - Vores likviditet er presset, og vi har ikke råd til at lægge ud for reparationsarbejde, som skal laves på havnen efter, at Zafiro Producer (det skib som rev sig løs i stormen i oktober, red) stødte ind i kajen.

Sådan siger Poul Knudsgaard der er midlertidig direktør i Frederikshavn Havn.

For i aften måtte byrådet i Frederikshavn Kommune igen tage stilling til, om de skulle stille to nye lånegerantier.

I den ene sag ønsker havnen en lånegaranti på 14,4 millioner kroner fra kommunen. Det skal dække udgifter i 2024. 

Den anden sag handlede konkret om en lånegaranti på 20 millioner kroner til at betale for færdiggørelsen af bunkerterminalen til Stena Oil.

Et flertal i byrådet sagde ja til at give havnen begge lånegarantier.

- Det er nødvendigt, fordi vi skal gøre alt, hvad vi kan for at redde Frederikshavn Havn fra at blive en kommunal havn, siger borgmester Birgit Stenbak Hansen (S).

Læs hele historien her.

Fans i voldeligt opgør efter AaB-kamp

Efter kampen mellem AaB og Viborg er nogle fans endt i et voldeligt opgør i Valdemarsgade i Aalborg.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

- Der er ingen anholdt lige nu, men der er sket et voldeligt overfald, og vi behandler det sådan, forklarer han klokken 17.20 til TV2 Nord.

Der skulle i forbindelse med overfaldet givetvis være en person, som har mistet sin bæltetaske, og derfor oplyser vagtchefen klokken 18.30, at man nu behandler sagen som et røveri mod en person på åben gade.

Mere kan vagtchefen dog ikke sige på nuværende tidspunkt.

- Der kommer en sag ud af det, men vi er fortsat ved at undersøge det, afslutter vagtchefen.

Endnu en sejr til Aalborg Pirates

Aalborg Pirates fik endnu en sejr i hus søndag eftermiddag.

Modstanderen var Odense Bulldogs, der slog piraterne i begyndelsen af denne måned, dermed fik piraterne revanche, da det lykkedes aalborgenserne at vinde med hele 4-0 på hjemmebane.

Målene blev scoret af Nikolaj Carstensen, Nikolai Nielsen, Eric Gotz og Troy Lajeunesse.

Derfor indtager Aalborg Pirates anden pladsen over SønderjyskE, mens piraterne nu kun er et point efter Herning Blue Fox på førstepladsen, der dog har spillet en kamp mindre.

Advarer om kraftig blæst: Fraråder at passere

Vejdirektoratet er i øjeblikket ude og varsle bilister om, at der er kraftig blæst ved Sallingsundbroen.

Særligt vindfølsomme køretøjer frarådes at passere, mens øvrige bilister rådes til at køre 80 kilometer i timen.

Dog forventer man, at vinden aftager i løbet af dagen.

Våd start på dagen: Sådan bliver vejret

Søndag er de fleste Nordjyder vågnet op til en noget våd omgang. Sneen er for alvor skiftet ud med regn, og sådan vil det være det meste af dagen.

Først på eftermiddagen vil det nemlig fortsat regne over Nordjylland, og det forventes først at ophøre en gang på eftermiddagen.

Samlet set kan der ifølge TV2 Vejret falde op til 15 millimeter regn, siden regnvejret begyndte i nat.

Værst ser det ud til at blive omkring Thisted og Frederikshavn.

Prognose for akkumuleret nedbør til og med søndag klokken 20. Foto: TV2 Vejret

Er du nysgerrig på, hvordan vejret bliver i Nordjylland, så kan du også spørge Solvej Vindblæs til råds herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Beredskab kørt ud til overtændt busskur

Nordjyllans Beredskabs station Hjørring er i skrivende stund kørt til en brand på Dammenvej i Hjørring.

Meldingen lyder på, at et busskur skulle være overtændt, og at der er fare for spredning til træer.

Beredskabet kan dog ved ankomst konstaterer, at branden ikke har spredt sig, og at man derfor forventer en kortvarig indsats.

Det oplyser man på X.