Frederikshavn får ladestandere til elcykler
Du har garanteret hørt om rækkeviddeangst, når det kommer til elbiler, men har du også hørt om elcyklisternes rækkeviddeangst?
Det kan i hvert fald give mere sved på panden, end cykelturen gør, når man på vej hjem fra arbejde forsøger at regne ud, om man har nok el på cyklen til hjemturen.
Men nu kan el-cyklister i Frederikshavn Kommune være lidt mindre angste end elcyklister i Hjørring eller Aalborg.
Kommunen får nemlig - endda som den eneste nordjyske kommune - seks offentlige ladestandere til elcykler. Det er Vejdirektoratet, der giver tilskud til 24 kommuner, så de kan oprette offentlige ladestandere.
Her etableres ladestandere:
Shelterpladsen ved Understed
Professorens Plantage i Sæby
Grenen
Hulsig Station
Bangsboområdet
Hærvejspladsen i Østervrå
Tilskuddet er en del af en politisk aftale, hvor der er afsat 12,2 millioner kroner fra EU's genopretningsplan til at sikre offentlig tilgængelig opladning af elcykler.
Midlerne er fordelt efter først-til-mølle-princippet.
- Elcykler er en god transportform både i byerne, og hvor der er langt mellem husene. Det giver længere rækkevidde, og derfor er det positivt, at så mange kommuner over hele landet nu får tilskud til mere effektive og sikre lademuligheder, siger transportminister Thomas Danielsen (V).
Hos Vejdirektoratet hæfter afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen sig ved, at interessen for at søge tilskud til ladestationer især har været stor uden for de større byer, hvor elcykler har et stort potentiale.
- Hundredvis af nye lademuligheder er nu på vej, og det er en rigtig god nyhed for cyklismen i Danmark. Elcykler kan være en god mulighed for dem, der ellers ikke ville cykle så langt på en almindelig cykel. Med investeringer i opladning og sikker cykelparkering gør vi det mere attraktivt at vælge elcyklen, mener Marianne Foldberg Steffensen.