Flere personer kørt på sygehus efter brand
Nordjyllands Beredskab er søndag aften rykket talstærkt ud til en brand i en etageejendom på Rimmensgade i Frederikshavn.
Nordjyllands Politi fik et alarmopkald klokken 21:33, og da politiets patruljer og brandfolkene ankom til stedet, stod det hurtigt klart, at branden spredte sig hurtigt.
Den er formentlig startet i kælderen, lyder meldingen.
Nordjyllands Beredskab har været i gang med redninger og evakueringer. Ifølge TV2 Nords oplysninger er seks personer reddet ud af etageejendommen, og flere personer er efterfølgende kørt hospitalet.
Der er ikke meldinger om alvorlig tilskadekomst på nuværende tidspunkt.
Ifølge Nordjyllands Politi er det også fortsat for tidligt at sige noget om brandårsagen.