Kort Nyt

Flere borgere udsat for kontaktbedrageri i nordjysk by

Nordjyllands politi er i skrivende stund ude og eftersøge nogle falske bankmænd, der i løbet af mandag eftermiddag har udsat flere borgere for kontaktbedrageri.

Der er nærmere bestemt tale om tre forhold, hvor en person er dukket op på adressen og har udgivet sig for at være fra banken. Herefter er det i nogle tilfælde lykkedes gerningsmanden at komme fra adressen med hævekort og penge.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Mikkel Lousdal kan på nuværende tidspunkt ikke sige yderligere om episoderne eller de forurettede.

Skolepatrulje-elever kommer alligevel på skitur

De elever, der har arbejdet frivilligt for skolepatruljen i Frederikshavn Kommune, kommer alligevel på skitur.

Det oplyser SFs Christina Lykke til TV2 Nord.

Turen var ellers blevet aflyst, fordi kommunens budgetforlig for 2025 til 2028 indeholdt besparelser på områderne center for skole, klub og ungdomsskole.

Derfor besluttede man at aflyse turen - også for de elever, der allerede var blevet stillet turen i udsigt.

Det skabte selvsagt ramaskrig, men nu har børn og ungeudvalget i Frederikshavn Kommune på et udvalgsmøde onsdag aften fundet de 346.000 kroner, der manglede for, at eleverne kan komme afsted på turen.

Fra 2025 og fremover vil eleverne i stedet få en endagstur til Djurs Sommerland.

Myldretrafik udfordret af uheld på landevej

Trafikken igennem Nørresundby er onsdag eftermiddag udfordret.

Der er nemlig sket et uheld på Thistedvej, hvor tre biler er involveret.

Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

Der er ikke sket personskade ved uheldet, men det betyder selvsagt udfordringer for eftermiddagstrafikken.

Der er nemlig endnu ikke ryddet op efter uheldet.

Frygtede drukneulykke - tennissko udløste den helt store alarm

Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi har lige været i aktion på havnen i Aalborg.

Årsagen var, at der blev fundet et par kondisko i vandet, og det udløste selvsagt den helt store alarm.

Men der var ikke nogen 'i den anden ende', som vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen kalder det.

- Om de er smidt derud, tabt, eller røget af noget, ved vi ikke, siger vagtchefen.

Syv biler involveret i harmonikasammenstød

Opdateret 16.13: Sporet er genåbnet.

Nordjyllands Politi er lige nu til stede på motorvejen omkring afkørsel 29 Svenstrup i sydgående retning.

Her har fire biler nemlig været involveret i et harmonikasammenstød, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

- Det er fire biler med ni personer i. Der er dog ikke sket personskade, siger vagtchefen.

Sidste melding fra motorvejen lyder på, at 6-7 biler var involveret i sammenstødet på en eller anden måde, fortæller vagtchefen.

Men selvom ingen personer kom til skade ved uheldet, skal bilister på E45 væbne sig med tålmodighed. For uheldet er sket midt i myldretiden, og derfor vil det komme til at genere nordjyder, der vil hurtigt hjem fra job.

Politiet kender ikke den præcise årsag til harmonikasammenstødet, men vagtchefens bud lyder på for tæt kørsel i myldretiden.

Pressede akutmodtagelser får nu flere penge

Hvert år bliver der fremover tilført 3,5 millioner kroner ekstra til driften af regionens akutmodtagelser. Der er nemlig brug for midlerne, da der er begyndt at komme flere patienter på akutmodtagelserne.

På Aalborg Universitetshospital skal de ekstra penge især være med til at sikre, at der er speciallæger i akutmodtagelsen.

Derudover der der blevet sat penge af til subakutte dagshospitaler i Aalborg, Hobro og Thisted samt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Det er især henvendt borgere med flere sygdomme, og på de subakutte afdelinger tilbydes patienterne udredning inden for 72 timer.

Det er regionsrådet i Region Nordjylland, der har besluttet at tildele de ekstra midler.