Kort Nyt

Festival søger nye folk - over halvdelen af bestyrelsen er smuttet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der venter bestyrelsen et udfordrende år.

Fire ud af syv medlemmer i Skagen Festivals bestyrelse har valgt at stoppe. Derfor skal der nye kræfter til.

Det oplyser formand i bestyrelsen, Jesper Hegaard, som er i gang med sit første år på posten. 

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Skagen Festival kigger ind i en langt mere kompleks måde at drive festival på end tidligere. Tiderne har ændret sig, kravene er anderledes og i mange tilfælde større end tidligere, ligesom arbejdsbyrden er steget, siger han og tilføjer:

- Derfor går vi nu målrettet efter at tiltrække endnu flere frivillige. Vi skal have arbejdsbyrden fordelt på flere skuldre og dermed sikre en endnu bedre kvalitet i løsningen af de mange forskellige opgaver.

Overskud i år, men hvad med næste år?

Skagen Festival, der hvert år har omkring 600 frivillige, efterspørger blandt andet folk, der kan hjælpe til inden for områder som økonomi, organisationsudvikling og strategisk udvikling.

Det er ikke kun udfordringen med at fylde bestyrelsen op samt det at finde frivillige, som formanden skal løse. Der skal også flere penge i kassen.

Festivalen, der er en af Danmarks ældste, og som blev afholdt første gang i 1971, skal nemlig fra næste år finde 600.000-800.000 kroner ekstra i indtægter, da de skal betale moms. Alligevel er Jesper Hegaard fortrøstningsfuld.

- Det er da lidt spændende, nu da vi nok bliver flere nye, men vi oplever heldigvis stor opbakning fra byen, så vi skal nok få det til at gå, siger han.

Skagen Festival finder sted 4.-7. juli 2024, og man forventer at offentliggøre de første musiknavne i løbet af de kommende uger. Årets festival i 2023 gav et lille plus på bundlinjen.

Billetsalget til næste års festival starter søndag den 3. december klokken 10.00.

Snart kan flere vente et barn

Mette Frederiksen lovede i årets nytårstale hjælp til barn nummer to, og nu ti måneder senere kommer den.

En aftale mellem regeringen og Danske Regioner blev indgået i juni og fra søndag den 1. december træder aftalen i kraft. Region Nordjylland udvider dermed behandlingsmulighederne, så Fertilitetsenheden på Aalborg Universitetshospital kan hjælpe ufrivilligt barnløse til at få barn nummer to.

- Vi er klar til at håndtere den øgede efterspørgsel, både ved at styrke hospitalet og ved at udnytte samarbejdet med private aktører, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V). 

Indtil nu har ufrivilligt barnløse, der har ønsket barn nummer to, selv skullet betale for fertilitetsbehandling i det private, hvis de ville have en lillesøster eller lillebror. De private fertilitetsklinikker kommer dog stadig til at spille en rolle for at sikre fleksibilitet og kort ventetid. Regionen har altså mulighed for at henvise kvinder til private fertilitetsklinikker - dog uden egenbetaling.

Region Nordjylland har desuden ansat flere sygeplejersker, speciallæger og andet fagpersonale for at imødekomme den øgede efterspørgsel.

Droner og helikopter sat ind i søgen på Jacob

52-årige Jacob har ikke været i kontakt med sin familie siden mandag i denne uge, og de har gjort familien bekymrede.

Derfor fik Nordjyllands Politi en anmeldelse torsdag om, at Jacob er forsvundet.

Politiet har ledt efter ham torsdag, ligesom de har opfordret folk i området til at kigge efter ham. Fredag har eftersøgningen dog taget et ekstra skridt op.

Ifølge TV2 Nords oplysninger er hundepatruljer, droner og helikopter nu sat ind i jagten på at finde Jacob.

Læs mere i artiklen herunder:

Spor var spærret i Limfjordstunnelen

Opdatering: Kort tid efter blev spærringen af sporet ophævet, og der er dermed frit farbart igen for trafikanter i Limfjordstunnelen.

Der er en havareret bil i Limfjordstunnelen, hvorfor der er et spor spærret og dermed kun to spor farbare.

Det melder Vejdirektoratet via Deres trafikkort klokken 09.51 fredag formiddag.

Det er det højre spor i nordgående retning, der er spærret, og vejhjælp er på vej til stedet. Hvilke trafikale udfordringer det yderligere giver, oplyser Vejdirektoratet ikke.

Efterlyst kvinde fundet: Hun var på plejehjemmet

Der har været en større eftersøgning i gang natten til fredag og fredag morgen.

Her har Nordjyllands Politi med hundepatruljer, droner og helikopter forsøgt at finde en 91-årig dement kvinde, som efter sigende skulle være gået fra det plejehjem, som hun bor på i Sindal.

Nu er kvinden imidlertid fundet.

- Hun er i god behold og har ikke lidt skade, forsikrer vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.

Det var hverken drone eller helikopter, der fandt frem til kvinden. Hun blev nemlig fundet på plejehjemmet. Det oplyser vagtchefen.

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen fredag klokken 02:03. Her lød beskeden, at kvinden var gået fra plejehjemmet klokken 01:00.

Politiet bad borgerne i området om hjælp, da de satte eftersøgningen i gang.

Ny direktør i Aalborg Pirates

Aalborg Pirates har fundet manden, der skal erstatte den midlertidige direktør i klubben, Claus Holstein.

Den nye administrerende direktør i ishockeyklubben er en uprøvet karakter i sportsverdenen, men han har i stedet en længere karriere i det aalborgensiske natteliv som selvstændig.

Her har han blandt andet drevet natklubber og vinbarer.

Det er den 38-årige Martin Grønning, der tiltræder i sin nye rolle 1. december i år.

Aalborg Pirates håber på, at den nye direktør især kan flytte klubben kommercielt, hvor den nye direktør har sine helt store forcer.

Læs meget mere i artiklen herunder: